De kongelige
Kate Middleton brød 350 år gammel tradition: Gik imod kongefamiliens ønske

Selvom Kate Middleton i dag er kendt for sin elegance og sin evne til at navigere i de kongelige regler, valgte hun på sin bryllupsdag at bryde med en tradition, der har eksisteret i over 350 år.
Da hun sagde ja til prins William den 29. april 2011 i Westminster Abbey, blev hun ikke bare optaget i den britiske kongefamilie – hun blev også en kommende dronning. Men det var ikke kun den spektakulære ceremoni, der tiltrak opmærksomhed. Kate gjorde nemlig noget, som kongehuset ikke brød sig om: Hun insisterede på at bære sit hår nede i bløde bølger frem for den traditionelle opsatte frisure.
Det skriver The News.
Ifølge kongelig ekspert Ashley Pearson, som delte detaljer i dokumentaren William & Kate: The Journey, forsøgte flere i kongehuset at få Kate til at følge den gamle tradition med opsat hår.
"Mine kilder fortæller, at kongehuset meget klart udtrykte deres ønske om, at Kate skulle bære sit hår opsat på denne store dag," forklarer Pearson.
Holdt fast i sin beslutning
Men Kate holdt fast i sin beslutning. Det lange, løsthængende hår er hendes favoritfrisure – og i øvrigt også prins Williams foretrukne look på sin hustru.
Til sidst måtte kongehuset bøje sig for Kate, og den unge brud kunne gå op ad kirkegulvet med sin ønskede frisure. Stylingen blev udført af den royale frisør James Pryce fra Richard Ward Salon, der skabte de perfekte bølger til den store dag.
For at fuldende det smukke look bar Kate den ikoniske Cartier Halo Tiara, som tidligere tilhørte Dronningemoderen. Tiaraen er udsmykket med imponerende 739 briljantslebne diamanter og 149 baguetteslebne diamanter – et sandt eventyrlook til en kommende dronning.