De kongelige
Midt i turbulent tid: Kronprins Haakon med overraskende melding
Kronprins Haakon står over for en travl periode – både på hjemmefronten og internationalt.
Det norske kongehus har nemlig meldt ud, at kronprinsen i begyndelsen af juni sætter kurs mod Japan, hvor han skal deltage i en række officielle arrangementer. Rejsen finder sted fra den 1. til den 4. juni og bringer ham blandt andet til Tokyo og Hachinohe.
Det oplyser det norske kongehus i en pressemeddelelse.
Besøget har et klart formål. Ifølge oplysninger fra kongehuset vil programmet kredse om samarbejde inden for blandt andet sikkerhedspolitik, erhverv og teknologi. Samtidig er også den norske eksport af fisk og skaldyr på dagsordenen, da Japan spiller en vigtig rolle som marked.
Men timingen vækker opsigt.
Rejser når der falder dom
For samtidig med, at kronprinsen opholder sig i udlandet, ventes der en afgørelse i en sag, som har tiltrukket sig massiv opmærksomhed i Norge. I starten af juni forventes der nemlig dom i sagen mod Marius Borg Høiby, som er tiltalt for en række alvorlige forhold, herunder voldtægt, vold i nære relationer og narkotikarelaterede overtrædelser.
Dermed falder kronprinsens rejse sammen med et tidspunkt, hvor fokus i høj grad vil være rettet mod kongefamilien – og særligt mod kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Selvom udenlandsrejser er en fast del af kronprinsens arbejde, er det sjældent, at de finder sted i en periode med så stor offentlig bevågenhed på hjemmefronten.

