De kongelige
Hvad med næste år? Nu deles der nyt om Royal Run
Nu deles der nyt om Royal Run.
Royal Run er knap nok overstået for i år, før arrangørerne allerede er klar med nyt om fremtiden for det populære motionsløb.
Nu er det nemlig blevet bekræftet, at danskerne også kan snøre løbeskoene til Royal Run i 2027.
Det kommende arrangement bliver dermed niende gang, det royale motionsløb afholdes siden starten i 2018.
Bag løbet står Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik, som allerede nu har meldt ud, at næste års udgave igen bliver afviklet 2. pinsedag.
"Værtsbyerne vil dog først blive afsløret senere i år."
Sådan lyder det i et nyhedsbrev fra organisationen bag Royal Run.
Kæmpe succes
Årets udgave blev endnu en stor succes med rekordmange deltagere.
Hele 112.450 danskere var tilmeldt løbet, som i år blev afholdt i blandt andet København, Frederiksberg, Randers, Ringkøbing, Middelfart og Helsingør.
Fra morgen til sen aften var der liv på ruterne, hvor både børn, motionister og erfarne løbere deltog.
Royal Run har gennem årene udviklet sig til en af landets største motionsbegivenheder, og sidste år blev billetterne revet væk få timer efter salgsstart.
Samtidig spiller tusindvis af frivillige en vigtig rolle i arrangementet. I år hjalp mere end 3000 frivillige med at få dagen til at hænge sammen.
Royal Run blev oprindeligt lanceret i forbindelse med kong Frederiks 50-års fødselsdag, da han stadig var kronprins.
Siden da er hundredtusindvis af danskere blevet en del af motionsfesten rundt om i landet.

