De kongelige
Mette Frederiksen om tabet af kong Harald: "Hans bortgang mærkes dybt"
Nu reagerer Mette Frederiksen på kong Haralds død.
Sorgen ruller ind over Skandinavien, efter Norges hjertevarme og elskede monark, kong Harald, her til morgen klokken 06.35 sov stille ind på Rikshospitalet.
Han blev 89 år gammel og efterlader en nation i tårer. Gennem den seneste tid har monarkens svigtende helbred fyldt meget, og efter flere opslidende sygdomsforløb har den stærke konge nu endegyldigt fået fred.
Nyheden har også ramt hårdt i Danmark, hvor vi i årtier har haft et nært bånd til den norske kongefamilie. Det mærkes tydeligt herhjemme, og statsminister Mette Frederiksen har netop sat ord på det tabet af kong Harald. På sin Instagram-profil deler hun en utrolig smuk og dybfølt hilsen, der hylder en mand, som var meget mere end blot et statsoverhoved.
"Hans Majestæt Kong Harald 5. af Norge er gået bort. Han var en samlende og højtrespekteret person for det norske folk og for hele Norden," lyder de andægtige ord fra statsministeren.
Sad på tronen i 35 år
Han var manden, der med urokkelig ro, lun humor og et kæmpe nærvær formåede at samle normændene i både medgang og modgang. Mette Frederiksen fremhæver i sin uforbeholdne hyldest, hvordan hans faste hånd på roret også styrkede den danske forbindelse:
"Gennem sin lange regeringstid var han et symbol på kontinuitet og det tætte bånd mellem vores lande," skriver hun og fortsætter:
"Han var en varm ven af Danmark, og hans bortgang mærkes dybt – også her. Mine tanker er med det norske kongehus og det norske folk."
Med kong Haralds død har hans søn øjeblikkeligt overtaget tronen.
Herunder kan du se hele opslaget fra Mette Frederiksen:

