De kongelige
Kæmpe interesse: Kronprins Christian roses i udlandet

En lang række udenlandske medier uddeler stor ros til den danske kronprins.
Mandag morgen delte Kongehuset et opslag på Instagram, hvor de meddelte, at kronprins Christian har gennemført REX-turen og nu kan kalde sig gardehusar.
Kongehuset meddelte også, at kronprinsen til august fortsætter på løjtnantsuddannelsen.
REX-turen varer to døgn og er særdeles krævende. Her tilbagelagde de værnepligtige omkring 50 kilometer med udrustning, mens kronprinsen marcherede intet mindre end omtrent 65 kilometer som næstkommanderende i sin gruppe.
Kongehuset udsendte to fotografer, som fulgte dele af kronprinsens tur og på de sociale medier har de delt en række billeder fra turen. Derudover er der også blevet lavet en seks minutter lang video, som man kan se et klip af på Instagram og i fuld længde på Kongehusets hjemmeside.
Opslaget fra Kongehuset vakte med det samme opsigt blandt Kongehusets følgere. Mange roste kronprinsen for sin indsats og samtidig var mange overraskede over, hvor meget de synes kronprins Christian ligner kong Frederik på billederne.
"Jeg måtte zoome ind på flere af billederne, fordi jeg tænkte "Er det Frederik?" Jeg har altid tænkt, at Konprinsen ligner sin mor, men holdnuop, hvor ligner han osse sin far," skrev én blandt andet til billederne i opslaget.
Ros fra udlandet
Men det er ikke kun her i Danmark, at kronprinsen har vakt opsigt. Også udenlandske medier har bemærket den danske kronprins.
Flere medier kalder billederne fra øvelsen “chokerende” – men ikke på den negative måde. Tværtimod beskriver Sky News scenerne som et bevis på kronprinsens mod og fysiske udholdenhed, og understreger, at det blot er begyndelsen på hans videre færd i militæret.
Magasiner som Hello Magazine og Hola! også kastet deres kærlighed på Danmarks unge kronprins. De beskriver øvelsen som “intens” og “krævende” og fremhæver, hvordan Christian nu for alvor træder ind i rollen som kommende konge – med et tydeligt nik til hans far, Kong Frederik, der selv har gennemgået lignende militærtræning.
Kronprinsen har også gjort sig bemærket i sin mors hjemland, hvor de australske medier også har fulgt med. Både Brisbane Times og Women's Weekly har rost kronprinsens bedrifter.
Flere britiske magasiner har ligeledes bemærket kronprinsen.
Du kan se billederne fra turen i opslaget herunder: