Film / TV
Danskernes nye søndagsserie: DR med helt ny satsning

DR og Miso Film er i fuld gang med DRs nye søndagsserie UNIFORMEN, der får Lena Maria Christensen og Jakob Cedergren i hovedrollerne. Serien skrives af Oscar Giese og Anders August og instrueres af Janus Metz.
UNIFORMEN er et krimi-drama, der udspiller sig på Politiskolen i København. Serien følger eleverne og deres undervisere i rejsen fra civil til betjent, fra klasselokalet til politistationen, hvor venskaber, fjendskaber og kærlighed undervejs må stå den ultimative test i teoriens møde med praksis.
Det oplyser HAVE Kommunikation i en pressemeddelelse.
Optagelserne til serien starter i foråret 2025 med stærke kreative kræfter i spidsen. Hovedforfatterteamet Oscar Giese (2 DØGN) og Anders August (BEDRAG og ARVINGERNE) har skrevet seriens manuskripter og instruktør Janus Metz (ARMADILLO, TRUE DETECTIVE) skal instruere alle seriens seks afsnit.

Historien helt kort
Da en elev fra Politiskolen skyder og dræber en aggressiv ung mand under en voldsom anholdelse, rejser sagen spørgsmål om politiets magtanvendelse og uddannelse. Presset vokser på skolens nye rektor, Sanne Hammerby, mens Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker sagen. Sandheden synes stadig mere uklar, og både elever og ansatte konfronteres med de svære valg og det store ansvar, der følger med at bære uniformen.
Seriens hovedroller spilles af Lena Maria Christensen (MØRKELAND, FORHØRET, DICTE) og Jakob Cedergren (BULLSHIT, DEN SKYLDIGE og DEN SOM DRÆBER). Herudover tæller rollebesætningen bl.a. Marco Ilsø (BULLSHIT, VIKINGS, KRIGER), Clara Rosager (1899, KYSSET) Gustav Giese (DE LYDLØSE, HUSET), Soheil Bavi (UNDERVERDEN II), Simon Sears (DEN SOM DRÆBER, SKRUK) og Sarah Boberg (1864, BROEN).
En vigtig serie for DR
UNIFORMEN henvender sig til alle danskere og er først og fremmest en serie, der handler om politiets rolle i samfundet fra den spæde start på Politiskolen, hvor eleverne forberedes til den virkelighed, der venter dem på den anden side af uddannelsen.
DR’s Dramachef Henriette Marienlund udtaler: ”Da Miso Film præsenterede ideen til en serie, der foregår på Politiskolen, så vi med det samme en spændende arena for en søndagsserie. Politiskolen rummer helt unikke omstændigheder, hvor politiet adskiller sig fra alle andre uddannelser i landet, for i yderste potens skal eleverne uddannes til at stille deres krop og sind i skudlinjen for at håndhæve lovens regler. Det er et spændende dilemma, som vi tror på, at mange danskere vil være interesserede i at følge med i.”
Mennesket bag uniformen
Politiets betjente er både beskyttere i samfundet og fysiske magtudøvere. Samtidig er politiet en offentlig instans, som befolkningen har både positive, men også negative følelser omkring. Betjente i uniform er anonyme og bliver betragtet som en samlet helhed. Men under enhver uniform, findes et menneske.
”UNIFORMEN arbejder med mange af de samme tematikker, som jeg beskæftigede mig med i ARMADILLO, og jeg glæder mig til at bringe en serie om dannelsen af det danske politi til live. Det særlige ved serien er, at den udspiller sig på en skole, og at vi derfor møder vores karakterer under uddannelse. Det er politiarbejde sat i en coming-of-age setting, som jeg ikke har set behandlet før på dansk grund,” udtaler instruktør Janus Metz.
UNIFORMEN produceres af Sofie Bergstein, Jonas Allen og Peter Bose fra Miso Film. Serien forventes at få premiere på DR i starten af 2026, og er allerede solgt til TV-stationer i Sverige, Norge, Finland og Island. Serien distribueres internationalt af Fremantle.