Film / TV
Robinson Ekspeditionen vender tilbage - men med stor ændring

Inden længe vender Robinson Ekspeditionen tilbage. Hårdere og mere brutal end nogensinde før. Overlev sammen. Vind alene.
I 41 uforudsigelige dage skal 20 udvalgte, modige overlevere kæmpe mod den ubarmhjertige hede, den barske natur og det vilde dyreliv i det sydlige Malaysia. De har kun ét mål for øje: Trofæet.
Jakob Kjeldbjerg stiller ekstreme krav fra dag ét og gør noget, han aldrig har gjort før: Deltagerne kæmper i par på dag ét, hvor de kastes direkte ud i en frygtindgydende udholdenhedskonkurrence. Det makkerpar, der udstår smerten længst og dermed kæmper sig til sejren, skaber henholdsvis Hold Nord og Hold Syd. I år danner holdene grundlag for Robinson Ekspeditionen i meget længere tid, end deltagerne regner med.
Sådan oplyses det i en pressemeddelelse fra ViaPlay.
Hvem skal til Tabernes Ø?
Hvem har det, der skal til? Og hvem bliver de store tabere i første udfordring? For taberne venter der nemlig en helt anden start end de resterende deltagere. De bliver skuffede sendt til Tabernes Ø – og kan her ikke gøre andet end at vente på, at deres skæbne bliver afgjort.
Årets overlevere ved, at de skal finde deres plads i fællesskabet og vise, hvad de kan, når de får muligheden. Alligevel bliver alliancer brudt og venskaber knust. Det eneste, deltagerne kan vide sig sikre på, er: Kun én står tilbage til sidst – og vinder trofæet, den halve million kroner og titlen som Årets Robinson 2025.
Robinson Ekspeditionen er tilbage d. 1. september på Viaplay og TV3.