Kendte
Bizar sag: Hollywood-stjerne bider kollega i armen

Hvad der skulle have været en festlig weekend med glade fans og autografer i luften, udviklede sig til en dramatisk affære for den 77-årige skuespiller Martin Kove, bedst kendt fra kultklassikeren The Karate Kid og den populære Netflix-serie Cobra Kai.
Under den store Summer Con-messe i Washington blev stjernen pludselig midtpunkt i et opsigtsvækkende optrin, som endte med, at han måtte forlade stedet med politiet involveret – efter anklager om at have bidt sin kvindelige medskuespiller.
Det skriver TMZ.
Skuespillerinden Alicia Hannah-Kim, der også medvirker i Cobra Kai, fortalte efterfølgende, at hun blot havde hilst venligt på Martin Kove, da han uventet greb fat i hendes arm og bed hende så voldsomt, at det efterlod mærker og nær trak blod. Ovenikøbet skulle han have kysset hende på armen, mens hun skreg af smerte.
Hændelsen udspillede sig i VIP-området, og Alicias ægtemand var vidne til hele optrinnet. Parret reagerede straks og konfronterede Martin Kove med det uacceptable i hans opførsel – men i stedet for at undskylde, blev han ifølge rapporten "vred og ophidset", og insisterede på, at biddet var “for sjov”.
Blå og hævet arm
En tilkaldt politibetjent gjorde det straks klart for den garvede skuespiller, at det, han havde gjort, kunne betegnes som en strafbar handling, og han blev bedt om at forblive på stedet, indtil sagen blev undersøgt nærmere.
Selvom Alicia Hannah-Kim valgte ikke at rejse en officiel sag om overfald, ønskede hun alligevel, at hændelsen blev dokumenteret – i tilfælde af, at noget lignende skulle ske igen. Ifølge betjentens rapport blev der taget billeder af hendes arm, som allerede var begyndt at blive blå og hævet.
Først efter konfrontationen med ordensmagten gik det tilsyneladende op for Martin Kove, at han var gået over stregen. Han valgte at undskylde over for både Alicia og hendes mand, mens betjenten overværede det.
Det fik dog ikke episoden til at forsvinde – han blev bedt om straks at forlade stedet og fik samtidig at vide, at han fremover skulle holde sig fra den slags opførsel.
Selv om ingen sigtelse blev rejst, er episoden allerede begyndt at skabe overskrifter, og flere fans har udtrykt chok på sociale medier.
Hverken Martin Kove eller Alicia Hannah-Kim har i skrivende stund udtalt sig offentligt om sagen.