Kendte
Dramaet i Beckham-familien eskalerer: Ikke nævnt med et ord
Det var kærligheden, der skulle være i centrum, da Brooklyn Beckham og Nicola Peltz for nylig gentog deres ja ved en eksklusiv løftefornyelse – men noget helt andet end blomster og romantik fik efterfølgende al opmærksomhed.
Mens parret fejrede deres store dag med 200 udvalgte gæster i Nicoles familievilla, manglede to navne i mængden: David og Victoria Beckham. Det berømte ægtepar var i stedet blevet spottet på luksusferie i St. Tropez dagene forinden, langt fra deres søns rørende ceremoni.
Ifølge The Mirror holdt Brooklyn en følelsesladet tale, hvor han beskrev sin dybe kærlighed til Nicola – og takkede hendes familie for deres urokkelige støtte. "Han talte fra hjertet," fortalte en insider, som også understregede, at det var vigtigt for Brooklyn at give Peltz-familien den anerkendelse, han mente, de fortjente.
Det skriver Page Six.
Ny dramatisk udvikling
Men netop dét fik rygterne til at svirre: For ingen nævnte angiveligt hans egne forældre – ikke ét ord til ære for dem, der ellers har levet i rampelyset hele deres liv.
Efterspillet blev ikke mindre dramatisk, da parrets veninde Rebecca Faria gik til tasterne og kastede en spydig kommentar i retning af Beckham-klanen. Hun skrev blandt andet, at "Nicola var den første, der stod op for sine værdier – hun er ligeglad med deres berømmelse eller penge!"
Hun beskyldte endda familien for at have forsøgt at skade Nicolas image i pressen, da de mistede kontrollen over fortællingen om Brooklyn og hans nye liv.
Der har længe været spekulationer om en isfront mellem Brooklyn og hans familie. Ifølge Page Six dukkede han og Nicola heller ikke op til David Beckhams runde fødselsdag tidligere i år – og det har angiveligt ført til et brud i kontakten til både forældre og søskende: Romeo, Cruz og Harper.
Mens Brooklyn tilsyneladende har fundet tryghed og støtte i Peltz-familien, ser det ud til, at forholdet til hans berømte forældre stadig hænger i en tynd tråd.