Kendte
Dyb sorg: Anders Lund Madsen sætter ord på tabet af sin bror
Det har været et hårdt år for Anders Lund Madsen. I august mistede han sin elskede storebror, hjerneforskeren og radioværten Peter Lund Madsen.
Peter Lund Madsen fik et ildebefindende på sin cykel mellem Havnsø og København den 10. august. Forbipasserende forsøgte at redde ham, men da han nåede Rigshospitalet, var det for sent. Han blev 65 år gammel.
Hans bror, Anders Lund Madsen, delte i dagene efter et billede på Instagram af sig selv og sin bror. Han delte ingen tekst til og lod billedet tale for sig selv. Her strømmede kondolencerne ind.
I september brød han tavsheden og satte ord på tabet, som han blandt andet beskrev som 'meget uventet og meget mærkeligt'.
Ligesom at blive kørt ned
Tirsdag aften deltog i Thin Blue Line-velgørenhedsgallaen til støtte for sårede politifolk, her satte han flere ord på sorgen til SE & HØR.
“Det er ligesom, hvis en bliver kørt ned, vil jeg tro. Jeg har aldrig prøvet den slags før, så det er først og fremmest bare meget underligt,” lyder det her fra Anders Lund Madsen.
Den pludselige død kom som et chok. For selvom det aldrig er let at miste, fortæller Anders, at det føles ekstra hårdt, når man ikke får mulighed for at tage afsked. “Det er sgu ikke bedre, at man er syg i lang tid, men så kan man jo have nogle samtaler og gøre nogle ting, og det er svært, når det bare sker sådan der,” uddyber han.
Anders og Peter stod hinanden meget nær – både som brødre og som kolleger. Sammen skabte de gennem årene populære programmer som Hjernekassen, Det nye talkshow og en række sceneshows, hvor de delte deres nysgerrighed og humor med danskerne.

