Julie Ølgaard: Mistede sin storebror som barn

Julie Ølgaard mistede sin storebror som 12-årig, og selv om der er gået årtier, er sorgen stadig en del af hendes liv.

Da Julie Ølgaard var 12 år gammel, mistede hun sin storebror i en bilulykke. Et tab, der kom tidligt og brutalt, og som siden har fulgt hende ind i voksenlivet.

I dag, mange år senere, fylder savnet stadig i hendes hverdag og har været med til at forme den, hun er blevet.

I et interview fortæller Julie Ølgaard, hvordan hendes storebror, der var seks år ældre end hende, var en helt central del af hendes liv.

De var tætte, og relationen forsvandt ikke med døden. I hendes indre står han stadig som den unge mand, han var, mens hun selv er blevet voksen.

Det skriver ALT

Sorgen som en del af identiteten

At miste så nært et familiemedlem i barndommen har sat dybe spor.

Julie Ølgaard beskriver, hvordan tabet har påvirket hendes måde at være i verden på, og hvordan følelsen af at skulle leve videre uden ham aldrig helt er forsvundet.

Hun fortæller, at sorgen ikke kun har været noget, der har gjort ondt, men også noget, der har givet hende en særlig drivkraft.

En fornemmelse af, at hun skulle leve livet fuldt ud, fordi hendes storebror ikke fik muligheden.

Minderne der bliver hængende

Det er især de små, almindelige øjeblikke, hun husker. Hverdagen, de delte, og de situationer, der i dag kan dukke op som pludselige minder.

Samtidig erkender hun, at følelsen af uretfærdighed stadig kan melde sig, men at hun med tiden har lært at give slip på tanken om skyld.

Hun peger på, at mange efterladte børn kan genkende følelsen af, at det burde have været dem selv, der var blevet taget i stedet. En tanke, hun i dag ved ikke fører noget godt med sig.

At leve videre med tabet

I dag er Julie Ølgaard selv mor, og hun har valgt at være åben omkring døden over for sine børn.

De kender både deres afdøde onkel og mormor, som Julie også mistede for nylig. For hende handler det ikke om at gøre hverdagen tung, men om at lade minderne være en naturlig del af livet.

Tabet af storebroren er dermed ikke en afsluttet sorg, men en livserfaring, der fortsat er med hende. Et barndomstab, der aldrig slipper, men som har fundet sin plads i hendes liv og identitet.