Kendte
Vild med dans-legende langer ud: Det mangler i dommerpanelet
Mads Vad har fulgt Vild med dans tæt gennem mange år, først som professionel danser og senere som gæstedommer. Men selvom han har stor respekt for programmets faste bedømmere, lægger han ikke skjul på, at han savner mere tydelige og faglige vurderinger i dommerpanelet.
Da Mads Vad for nylig trådte ind som gæstedommer, havde han derfor besluttet, at han ville gribe rollen anderledes an. Han fortæller i podcasten Af Banen, at han bevidst ønskede at være mere præcis og faglig, end seerne måske er vant til.
Det skriver SE & HØR.
Han siger: "Jeg prøvede virkelig – som gæstedommer – at være den dommer, som jeg altid har ønsket mig skulle sidde i panelet," og forklarer, at han gerne ville hjælpe seerne til bedre at forstå, hvad der ligger bag en karakter.
For ham handler det om at forklare, hvorfor et par ikke får en højere bedømmelse – ikke blot at uddele point. Som han uddyber: "I min verden, er det eneste tidspunkt, hvor en dommer i 'Vild med dans' ikke kritiserer et par, er hvis de får 10."
Har stor respekt for dommerne
Med hele 17 sæsoner bag sig har han oplevet mange forskellige dommerkonstellationer, og han husker tydeligt tiden, hvor Jens Werner, Britt Bendixen og Anne Laxholm udgjorde dommerpanelet. Ifølge Mads Vad var der altid stor spænding, hver gang man gik op for at få sin vurdering – netop fordi personlighederne var så markante.
Han understreger dog, at han har enorm respekt for de nuværende dommere. Han nævner Lene James Mikkelsen som en af verdens bedste inden for latindans, fremhæver Marianne Eihilt som en danser i absolut verdensklasse i standarddans og roser Sonny Fredie Pedersen for hans store viden om showdans og performance.
Alligevel mener han, at der nogle gange mangler lidt skarphed i bedømmelserne. Han fortæller, at den fantastiske stemning i studiet til tider ser ud til at påvirke dommerne, og han kan godt forstå det – for energien i salen er helt unik.
Afslutningsvis påpeger Mads Vad, at man ikke kan sammenligne en gæsteoptræden i panelet med opgaven at sidde der hver eneste fredag. Han forklarer, at det er langt nemmere at ”fyre den af” som gæst, end hvis man er fast dommer på alle ti liveshows. Han understreger derfor, at hans kritik ikke ændrer på, at han har stor respekt for dommerne og det arbejde, de lægger i programmet.
I morgen er det finale tid i Vild med dans og her sættes der et endeligt punktum for programmet. Finalen løber af stablen i Horsens og bliver selvfølgelig også sendt på TV 2 og TV 2 Play kl. 20.00.

