Politik
Voldsomt raseri: Donald Trump går i kødet på CNN-journalist

Endnu en gang har Donald Trump ladet sin vrede få frit spil – denne gang rettet mod den amerikanske journalist Natasha Bertrand, som han i skarpe vendinger langer ud efter på sin egen platform Truth Social.
Med sætningen "Natasha Bertrand burde fyres fra CNN!" lægger præsidenten ikke fingre imellem, og han beskylder hende direkte for gentagne gange at sprede falske nyheder.
Trump skriver videre: "Jeg så hende i tre dage lave Fake News. Hun burde straks få en reprimande og så smides ud som en hund." Angrebet kommer i kølvandet på CNN-journalistens dækning af en følsom sag om USA’s luftangreb mod atomfaciliteter i Iran – et emne, Trump mener, hun har håndteret tendentiøst og med skjulte motiver.
Ifølge Trump har Natasha Bertrand ikke blot rapporteret skævt i denne sag. Han henviser også til hendes tidligere dækning af den såkaldte laptopsag omkring Hunter Biden – og antyder, at hun med sin journalistik har forsøgt at skade både ham og nationen. I opslaget skriver han: "Hun løj om historien om den bærbare computer fra helvede, og nu har hun løjet om historien om atomvåbensites. Hun forsøgte at ødelægge vores patriotiske piloter ved at få dem til at fremstå dårligt, selvom de faktisk gjorde det fremragende og ramte plet – total udslettelse!"

Bør ikke være på skærmen
Ifølge Trump burde Bertrand ikke engang være på skærmen. Han går videre med at kritisere hendes evner og appearance som tv-journalist og afslutter sit verbale frontalangreb med ordene: "Hun burde ikke have lov til at arbejde på Fake News CNN. Det er folk som hende, der har ødelagt ryet for en tidligere stor nyhedskanal. Hendes vinkling var åbenlyst negativ, og desuden har hun slet ikke det, der skal til for at være tv-korrespondent. Ikke engang tæt på. FYR NATASHA!"
Bertrand, som arbejder med sikkerhedsstof og dækker Pentagon, er ikke den første journalist, der er blevet genstand for Trumps kritik. Hans forhold til pressen har i årevis været præget af gensidig mistro, og han har ofte stemplet etablerede medier som "Fake News" – særligt når dækningen ikke falder i hans smag.
Den blot 33-årige Bertrand har dog – i hvert fald foreløbigt – valgt ikke at reagere offentligt på de barske beskyldninger. På hendes sociale medier er der ingen kommentar til angrebet, og hun ser ud til at fortsætte sit arbejde ufortrødent.