Underholdning
Danmark bryder traditionen: Har truffet stor Eurovision-beslutning
Når Danmark i maj deltager i Eurovision-finalen i Wien, bliver det med et bidrag, der skiller sig ud sprogligt.
Søren Torpegaard Lund har sammen med DR truffet en markant beslutning: Vindernummeret “Før vi går hjem” skal ikke oversættes til engelsk, men fremføres på dansk – præcis som publikum lærte det at kende under Dansk Melodi Grand Prix.
Det skriver SE & HØR.
I mange år har Danmark ellers valgt engelske tekster for at ramme et bredere internationalt publikum. Kun i få tilfælde – senest i 1997 og 2021 – har dansk været sproget på Eurovision-scenen. I år brydes den tendens altså igen.
Ifølge Søren Torpegaard Lund blev beslutningen mere og mere oplagt, efterhånden som arbejdet med en eventuel international version skred frem. “Jo længere vi kom i processen, jo tydeligere blev det, at ‘Før vi går hjem’ allerede står stærkest dér, hvor den startede - i sit originale danske sprog,” siger han.
Kan være en styrke
Han peger samtidig på, at netop det danske kan være en styrke i en international sammenhæng. Mange udenlandske lyttere forstår måske ikke ordene direkte, men det kan skabe en særlig stemning. Sangen kredser om fristelse og det, der sker efter midnat – og her kan sprogets klang og tone være med til at understrege det dragende univers.
Hos DR er der fuld opbakning til valget. Redaktionschef Erik Struve Hansen fremhæver, at beslutningen både handler om at værne om kunstnerens personlige udtryk og om at bidrage til den sproglige mangfoldighed, som Eurovision netop er kendt for. Han understreger, at Sørens følelser og fortællinger står stærkest på modersmålet – og at autenticiteten er værd at bevare.
Tidligere på ugen har Danske Spil også gisnet om, hvorvidt Søren vilee synge på dansk eller engelsk. Eksperternes anbefaling her var dog helt klar: Syng på dansk - og det var også den beslutning, som de troede mest på.
”De to favoritter foran os kommer formentlig også til at synge på deres eget sprog, og det er nok meget sigende for trenden, at forhåndsfavoritterne IKKE synger på engelsk,” lød det i den forindelse fra Peter Emmike Rasmussen, der er oddssætter og Eurovision-ansvarlig hos Danske Spil.

