Kendte
Slår fast: Her er den største X Factor-favorit i årevis

Forud for aftenens liveshow i X Factor har eksperterne fra Danske Spil vurderet de forskellige deltagere. Og de konkluderer, at en af de ni deltagere er i en klasse for sig.
Intet er afgjort på forhånd og alt kan ske, men så alligevel: Hvis man spørger eksperterne fra Danske Spil – oddssætterne – så er der en enkelt af deltagerne i årets X Factor, der har et kæmpe forspring i forhold til konkurrenterne,
”Jeg tror ikke, at vi er de eneste, der er blevet blæst bagover af Leslie i årets X Factor. Hold. Nu. Op! Vi har ikke haft en større favorit til den samlede sejr, siden Alma Agger gik hele vejen i 2020,” siger oddssætter hos Danske Spil, Mathias Reimer Larsen.
Han vurderer, at Leslie lige nu står med 45 % chance for at vinde det hele. Og han vurderer, at den sandsynlighed kun vil stige fra nu af.
”Jeg tror, at alle som har set X Factor i år, har nydt at følge Leslie. Hun formår at tryllebinde seerne med sin vilde stemme. Hun har by far den bedste vokal i årets konkurrence. Og så gør det altså ikke noget, at hun bare er helt sin egen. Hun er charmende, taler lige ud af posen og… ja, hun har bare mere X Faktor, end de andre deltagere. Hun er vores helt klare favorit til den samlede sejr,” siger Mathias Reimer Larsen.
Nerver og dagsform kan have meget at sige
I den anden ende af deltager-listen er der flere af deltagerne, som ifølge Danske Spils oddssætter, flirter alvorligt med et tidligt exit.
”Der skal jo samtidigt også være nogen, der må sige farvel, og her spår vi, at det godt kunne blive gruppen Blomster Bror, med de to jyske brødre, der må trække det korteste strå og forlade konkurrencen i aften,” vurderer Mathias Reimer Larsen.
Han skynder sig dog at sige, at nerver og dagsformen kan spille afgørende ind på alle deltagerne. Både hos forhåndsfavoritten og på resten af feltet.
”Det er også derfor, at det er svært at forudsige, hvad der sker, før vi har set de forskellige deltagere performe live. Der er forskel på at synge alene foran de tre dommere i en bootcamp og så stå live på en scene foran hundredvis af mennesker og en million tv-seere,” siger han.
Du kan følge med i X Factor i aften på TV2 fra klokken 20.