Musik
Deler store nyheder: Nu kommer Mariah Carey til Danmark
Nu kan du opleve Mariah Carey i Danmark!
Gennem mere end 30 år har Mariah Carey toppet hitlisterne verden over. Til næste sommer lægger den amerikanske sangerinde vejen forbi Danmark for første gang i otte år – og det bliver i det sønderjyske, at hun giver sin eneste koncert herhjemme.
Der har været stille omkring Mariah Carey på de danske koncertscener i de seneste otte år, men til næste sommer er ventetiden forbi. Torsdag den 24. juni 2027 lægger den amerikanske sangerinde nemlig vejen forbi Mølleparken i Sønderborg.
Besøget i det sønderjyske bliver ikke alene hendes eneste optræden på dansk jord under den kommende sommerturné, 'Firefly Tour' – Sønderborg får samtidig fornøjelsen af at lægge scene til selve åbningskoncerten på den europæiske del af turnéen. Når koncerten i Mølleparken er veloverstået, drager sangerinden videre ud i Europa med planlagte stop i lande som Tyskland, Storbritannien, Belgien, Schweiz og Italien.
Det skriver Sønderborg NYT.
Her kan du få fingre i billetterne
Det er et samarbejde mellem Kultur i Syd og Kulturpartneren, der har gjort det muligt at hente det store navn til byen. Billetterne til sommerens koncert sættes til salg på Kultur i Syds hjemmeside fredag den 13. november 2026 klokken 10.00, og på samme side vil publikum også kunne finde praktisk information om selve arrangementet samt mulighederne for parkering.
Hos arrangørerne lægger man ikke skjul på, at det er lidt af et kup at kunne præsentere verdensstjernen i de sønderjyske rammer:
"Det er noget helt særligt at kunne sige, at Mariah Carey kommer til Sønderborg. Vi taler om et navn, man normalt forbinder med verdens største scener. Vi er utrolig stolte af, at Mølleparken skal danne rammen om hendes eneste koncert i Danmark i 2027," siger Jes Johansen på vegne af Kulturpartneren.
Udgav nyt succesalbum sidste år
Selvom mange herhjemme straks tænker på juleklassikeren 'All I Want for Christmas Is You', når talen falder på Mariah Carey, spænder hendes repertoire over mere end tre årtier med store pophits på tværs af generationer. Publikumsfavoritterne tæller alt fra 'Fantasy' og 'We Belong Together' til store ballader som 'Without You' og 'Hero', ligesom hun så sent som i 2025 var aktuel med sit 16. studiealbum, 'Here For It All', der gik direkte ind i top-10 på albumhitlisten i USA.
Netop på de amerikanske hitlister indtager Mariah Carey en historisk særstilling. Med 19 sange helt i top på Billboard Hot 100 – hvoraf hun selv står som medforfatter på de 18 – er hun den solokunstner i historien, der har opnået flest førstepladser. Dertil kommer et globalt pladesalg, der har rundet 200 millioner eksemplarer, samt fem Grammy-priser gennem karrieren.

