De kongelige
Chokerende udvikling i sagen mod Meghan Markles far: Nu skal mere af familien undersøges
Myndigheder i flere lande efterforsker i øjeblikket Thomas Markle Senior for anklager om ulovligt overgrebsmateriale mod børn. Nu har sagen taget en dramatisk vending, efter at mandens egen søn, der selv slog alarm til ordensmagten, pludselig er havnet i politiets søgelys.
På tværs af landegrænser efterforsker myndighederne i både Mexico og Filippinerne i øjeblikket Thomas Markle Senior for mistanke om, at han ligger inde med skjulte lagre af børneporno.
Selve hovedpersonen afviser samtlige anklager og fastholder, at han på intet tidspunkt har haft seksuel omgang med mindreårige.
Det skriver TMZ.
Ikke desto mindre har mexicanske efterforskere under en ransagning efter sigende beslaglagt billedmateriale, der viser seksuelle overgreb på børn. Også i Filippinerne har man gjort rystende fund, som landets indenrigsminister, Jonvic Remulla, ved en tidligere lejlighed har beskrevet som materiale, der tegner billedet af den groveste type seksualforbryder.
Stak sin egen far til FBI
Midt i det alvorlige sagskompleks står den anklagedes søn, Thomas Markle Junior. Det var sønnen selv, der i sin tid gik til de filippinske myndigheder og anmeldte sin far.
For nylig har han desuden oplyst til den britiske avis The Sun, at han også har rettet henvendelse til det amerikanske forbundspoliti, FBI, for at gøre dem opmærksomme på nogle opbevaringsrum i Hollywood, som hans far har lejet.
"Der er noget der, det er min mavefornemmelse. Jeg gruer for at tænke på, hvad FBI måske finder, især i betragtning af hvad der er blevet fundet i Filippinerne og Mexico," sagde Thomas Markle Junior til The Sun.
Nu vendes blikket mod sønnen
Men selvom det var Thomas Markle Junior, der tippede ordensmagten i Filippinerne, retter landets myndigheder nu også opmærksomheden mod ham selv.
Som mediet News5 Philippines først kunne berette, er sønnen nemlig blevet registreret som en person af interesse for den videre politimæssige kulegravning, selvom han på nuværende tidspunkt ikke har status som formelt mistænkt.
På et pressemøde torsdag bekræftede indenrigsminister Jonvic Remulla den nye udvikling og lagde vægt på, at politiet ikke kan nøjes med blot at rette skytset mod faderen.
"Kun at anklage faderen er kun det halve politiarbejde. Der er tegn, der peger på, at sønnen også er involveret i forbrydelsen, men indtil videre kun som en interessant person i sagen," siger Jonvic Remulla.
Ifølge indenrigsministeren bunder beslutningen om at undersøge sønnens rolle nærmere i nye oplysninger, som er tikket ind hos efterforskerne.
"Vi har et vidne, som siger, at mindreårige piger blev bragt til hans hus. Vi vil efterforske, om sønnen var involveret i forbrydelsen," lyder det fra Jonvic Remulla.
Der er endnu ikke kommet nogen reaktion fra en repræsentant for Thomas Markle Junior på den seneste udvikling i sagen.

