Politik
Manden bag 'Titanic' har fået nok af Trump: Forlader USA

Nu forlader han USA.
Hollywoods stjerneinstruktør James Cameron har set nok – og han har fået nok. Den prisvindende filmskaber bag Titanic og Avatar er bestemt ikke begejstret for, at Donald Trump igen er blevet præsident i USA. Faktisk er han så utilfreds, at han nu arbejder på at skifte statsborgerskab og forlade landet.
James Cameron, der oprindeligt stammer fra Canada, har tilbragt de sidste 14 år i USA. Men efter Trumps valgsejr har han besluttet, at det er på tide at rykke videre. Ifølge det newzealandske medie Stuff er instruktøren i gang med at søge om newzealandsk statsborgerskab – og han lægger ikke skjul på, hvorfor han vil væk fra USA.
"Jeg synes, det er forfærdeligt, jeg synes, det er forfærdeligt," udtaler Cameron uden tøven. Han mener, at USA er på vej væk fra sine grundlæggende værdier og advarer om, at nationens historiske idealer er ved at blive udhulet i hastigt tempo.
Sammenligner med biluheld
Den verdenskendte instruktør sammenligner situationen i USA med at være vidne til et gentagende biluheld – noget, man ikke kan kigge væk fra, men som bliver mere og mere smertefuldt at se på.
"Jeg ved ikke, om jeg føler mig mere sikker her [i New Zealand], men jeg føler i hvert fald, at jeg ikke behøver at læse om det på forsiden hver eneste dag. Og det er bare kvalmende."
For Cameron er en af de store fordele ved at flytte til New Zealand netop, at Trump ikke dominerer mediebilledet på samme måde.
"Der er noget godt ved de newzealandske medier – de sætter det i det mindste på side tre. Jeg har bare ikke lyst til at se den fyrs ansigt på forsiden af avisen mere. Det er uundgåeligt der [i USA], det er som at se et færdselsuheld igen og igen og igen."
Selvom James Cameron er en af filmindustriens største skikkelser, tyder alt på, at han er klar til at lægge afstand til USA. Hans beslutning om at søge newzealandsk statsborgerskab handler ikke kun om politik, men også om en ny livsstil.
Han fortæller, at han nyder livet i New Zealand og ser frem til at blive en del af landet på mere permanent basis. Om det betyder, at han helt forlader Hollywood, må tiden vise – men én ting er sikkert: Cameron vender ryggen til det politiske klima i USA og søger et nyt kapitel på den anden side af verden.