Film / TV
Maibritt Saerens efter 25 år: Unik oplevelse på ‘Sommerdahl’-holdet

Nu fortæller Maibritt Saerens om oplevelsen med at optage ‘Sommerdahl’.
Skuespilleren Maibritt Saerens har gennem årene slået sit navn fast i dansk film og tv. Hun blev for alvor kendt i rollen som Søs i ‘Krøniken’ og har siden haft en lang karriere med roller på både teater og tv.
Nu kan hun opleves som Josefine Sundby i TV 2 Charlie-serien ‘Sommerdahl’ – en karakter, der har gennemgået store forandringer gennem seriens sæsoner.
I den nyeste sæson af ‘Sommerdahl’ spiller Maibritt Saerens over for Peter Mygind, der har hovedrollen i serien. De to har et tæt samarbejde, og Maibritt har kun rosende ord til overs for sin medspiller.
“Og det er på grund af Peter. Peter Mygind får skabt et sammenhold og en hjertelighed, som er out of this world,” fortæller hun begejstret til Newsner.
Det er det allerbedste
For Maibritt Saerens har samspillet med Peter Mygind været en stor fornøjelse, og selvom hun i begyndelsen var lidt skeptisk over for hans udadvendte væsen, har hun med tiden lært at sætte stor pris på den energi, han bringer til settet.
At arbejde på ‘Sommerdahl’ er noget, Maibritt ser frem til hver dag.
“Jeg vil starte med det, der er allerbedst. Det, der virkelig rammer mit hjerte, det er når jeg tager min bil og kører op nordpå til Helsingør. Så glæder jeg mig, fordi jeg skal møde holdet. Jeg har aldrig i mine 25 år som skuespiller mødt så hjerteligt et hold. Og det er på alle niveauer i alle afdelinger,” siger hun.
Samarbejdet mellem hende og Peter Mygind er præget af gensidig tryghed og legende improvisation, hvilket skaber et levende og autentisk skuespil.
På søndag sendes sidste afsnit af denne sæson af Sommerdahl. Hvordan det hele ender, må vi derfor vente lidt endnu med at finde ud af.
Du kan se Sommerdahl på TV 2 Charlie kl. 21.00 eller på TV 2 Play.