Kendte
Elon Musk slår igen: Aktiverer denne funktion i Teslaer verden over

Elon Musk slår igen.
En mærkelig form for hævn? Eller et politisk statement? Uanset motivet er Tesla-biler i stigende grad blevet udsat for groft hærværk – både på åbne veje og i bilhusenes udstillingslokaler. Og nu tager Elon Musk affære.
Det er ikke længere kun privatpersoner, der må aktivere Teslas smarte overvågningsfunktion "Sentry Mode" for at beskytte deres elskede biler mod rude-smadrere og dørsparkere. Tesla selv har nu taget samme skridt. Ifølge Elon Musk er alle udstillingsbiler nu sat i overvågningsberedskab efter en bølge af angreb på mærkets biler verden over.
Det skriver Carscoops.
På det sociale medie X (tidligere Twitter) bekræfter Musk, at man har “optrappet sikkerheden”, og at alle udstillingsmodeller nu overvåger deres omgivelser døgnet rundt.
Bag beslutningen gemmer sig en dyster virkelighed: I flere tilfælde er Tesla-biler blevet overhældt med maling – blandt andet med hagekors – og i den canadiske by Hamilton blev mere end 80 biler ødelagt på én nat.
I USA blev tre personer anholdt i separate sager, herunder én mand, der forsøgte at sætte ild til en ladestander – men i stedet kom slemt til skade selv.
Ikke tilfældige angreb
Angrebene på bilerne ser ikke ud til at være tilfældige. Mange peger på, at de hænger sammen med Elon Musks tætte bånd til den tidligere præsident Donald Trump, som i visse kredse vækker stærke følelser. Det har fået både politisk motiverede aktivister og enkeltpersoner til at vende vreden mod Teslas biler – som et symbol på Musk selv.
"Sentry Mode", som først blev introduceret til Tesla-ejere som en smart sikkerhedsfunktion, er nu Teslas svar på hærværksbølgen. Når funktionen er aktiv, bruger bilerne deres indbyggede kameraer til at filme, hvad der sker omkring dem. Så snart nogen nærmer sig bilen, begynder optagelsen automatisk.
Løsningen kom kort efter, at en investor opfordrede Tesla til at ansætte sikkerhedsvagter ved alle centre – men i stedet blev det den teknologiske løsning, der løb med sejren.
Mens Teslas biler nu står klar som små rullende overvågningsposter, vækker udviklingen bekymring i Danmark. Flere juridiske eksperter har udtalt, at Sentry Mode formentlig er i strid med dansk lovgivning – især fordi bilerne optager offentlige områder uden at indhente samtykke fra forbipasserende.
Det er i klar modstrid med reglerne om videoovervågning og databeskyttelse herhjemme, lyder kritikken.
Tesla har endnu ikke udtalt sig om den juridiske gråzone i Danmark, men det er tydeligt, at kampen mellem teknologi og lovgivning kun er lige begyndt.