Film / TV
Vender Hvide Sande tilbage med 3. sæson? Nu svarer TV 2

Vender serien tilbage med endnu en sæson? Det svarer TV 2 nu på.
Det var i 2021, at TV 2 for første gang blændede op for Hvide Sande. Dengang var det med Marie Bach Hansen og Carsten Bjørnlund i hovedrollerne.
Efter lang tids venten kom den anden sæson endelig i 2025, men denne gang var hovedrollerne byttet ud. I anden sæson var det Allan Hyde og Anne Louise Hassing som indtog hovedrollerne.
Søndag aften rullede det sidste afsnit af serien over skærmen, men er det så endegyldigt slut eller kommer der endnu en sæson?
Det har BILLED-BLADET spurgt seriens forfatter, Morten Dragsted, om.
Og hvis du er blandt dem, som sidder og håber på, at der kommer mere af serien - så kan du godt lade håbet leve.
Morten Dragsted er nemlig langt fra afvisende over for ideen.
Alle skal være med på ideen
"Først og fremmest skal vi jo se, om der er nogen, der har lyst til at se sæson to, men jeg kan sige så meget, at jeg skrev gerne en sæson tre. Der er masser af historier derovre, som man kan tage fat i," lyder det fra Morten Dragsted til bladet.
Men det er jo ikke kun forfatteren der bestemmer, om der skal komme mere. TV 2 skal også være med på ideen, men om de er det, kan de endnu ikke oplyse. Til BILLED-BLADET fortæller de, at de endnu ikke kan afsløre nogle detaljer om, hvorvidt serien vender tilbage med endnu en sæson.
For Anne Louise Hassing har arbejdet med serien været helt særligt.
Anne Louise Hassing spiller den erfarne drabschef Maj Lorentzen, der har fået en blodprop forårsaget af stress og derfor lægger sit liv om og er flyttet til Hvide Sande for at finde ro, samt for at genskabe forholdet til sin voksne datter og sit barnebarn.
Anne Louise Hassing kommer oprindeligt fra Horsens i Jylland, men i dag bor hun i København. Måske netop derfor, var det ekstra hyggeligt for hende at optage Hvide Sande, da hun i den forbindelse boede størstedelen af tiden i det jyske under optagelserne til serien.
"Jeg elsker den der fordybelse. Nu er det jo også en stor hovedrolle, som har været krævende, og det var virkelig fedt for mig som skuespiller at få den, fordi der kan jeg folde nogle nye farver ud på skuespilspaletten på en måde, som jeg ikke har vist i mange år," har hun udtalt til Newsner.