Følg os her

Film / TV

Hjertegalla: I år bliver det med Louise Wolff og Steen Langeberg i spidsen

Udgivet

d.

Hjertegalla
Steen Langeberg og Louise Wolff er værter på 'Hjertegalla' 2025. Foto: Morten Bengtsson/TV 2

Lørdag 13. september 2025 bliver danskerne igen inviteret med til det populære indsamlingsshow 'Hjertegalla', når det sendes på TV 2 Charlie og TV 2 Play. Værtsduoen består i år af Louise Wolff, som også var vært sidste år, og Steen Langeberg, som debuterer som vært på 'Hjertegalla'.

De to værter vil sammen guide seerne gennem en aften fyldt med håb, engagement og hjertevarme. 'Hjertegalla' har gennem årene samlet millioner af kroner ind til Hjerteforeningens arbejde, og showet spiller en vigtig rolle i at skabe opmærksomhed om hjertesygdomme og forebyggelse.

Sådan oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ  Lonnie i kørestol i 'Hotel Romantik': Her er årsagen

- Vi er meget taknemmelige for, at TV 2 med 'Hjertegalla' igen i år er med til at sætte fokus på hjertesundhed. Showet er med til at skaffe midler til Hjerteforeningens indsats, hvor målet er at skabe hjertesunde liv for alle. For dem, der lever med hjertesygdom. For dem, der står ved siden af. Og for dem, der endnu ikke er ramt, siger Anne Kaltoft, administrerende direktør i Hjerteforeningen.

Hvert ottende minut bliver en dansker ramt af hjertesygdom, men faktisk kan over 50 procent af hjertesygdomme forebygges. Derfor afholder TV 2 igen i år indsamlingsshowet, og for dette års nye vært, Steen Langeberg, er hjertesagen ekstra vigtig, fordi hans far har været hjertepatient.

- Min far blev ramt af en blodprop som 60-årig og fik en bypassoperation og efterfølgende indopereret en pacemaker. Det var dengang en alvorlig påmindelse om, at min far, som jeg så som verdens stærkeste mand, ikke var udødelig. Derfor ser jeg også meget frem til at kunne hjælpe med at indsamle til det gode formål. I showet har jeg fornøjelsen af at stå for årets quiz, og det at kunne kombinere et af mine yndlings-tv-formater, nemlig quizzen, med en støtte til hjertesagen kan jeg faktisk næsten ikke rigtig kalde for arbejde. Jeg ser frem til en både rørende, sjov og forhåbentlig indbringende aften i den gode sags tjeneste, siger Steen Langeberg.

Ni kendte danskere er med

I callcenteret sidder ni kendte danskere klar til at tage imod opkald og donationer. Blandt dem er Anders Grau, Rasmus Brohave, Andrew Moyo, Katrine Bille og Lasse Rimmer - alle med et stort hjerte for sagen. Og fem gange i løbet af showet forvandles callcenteret til den festlige quiz med Steen Langeberg som quizmaster, hvor de ni kendte deltagere fordeles på tre hold og dyster om at samle flest penge ind til den gode sag.

Parallelt med quizzen vil Louise Wolff hele aftenen have gæster i sofaen, ligesom der vil blive vist rørende og inspirerende indslag - alle med personlige historier, der på den ene eller anden måde knytter sig til hjertesagen.

Se det underholdende indsamlingsshow, hvor danskerne går sammen i den gode sags tjeneste. Det er lørdag 13. september klokken 20.50 på TV 2 Charlie og TV 2 Play. 

Læs mere om Hjerteforeningen og 'Hjertegalla'. 

    Fakta (Kilde: Hjerteforeningen):

  • Omkring 672.000 danskere lever med en hjerte-kar-sygdom.
  • Hvert år rammes cirka 65.600 danskere af en hjerte-kar-sygdom.
  • En ud af fem dør af en hjerte-kar-sygdom. Det er cirka 12.100 danskere om året.
  • Antallet af dødsfald, som skyldes hjerte-kar-sygdom, er mere end halveret siden 1995.
  • Omkring 500 børn får hvert år konstateret en medfødt hjertesygdom i de første tre måneder efter fødslen.
  • Nogle medfødte hjertefejl opdages først senere i livet. Hvert år bliver i alt cirka 1.400 danskere diagnosticeret med en medfødt hjertesygdom.

Sarah er chefredaktør på Altomkendte.dk og hun har +5 års erfaring som journalist på nyhedsmedier. De seneste to år har Sarah særligt arbejdet med nyheder om underholdning, kendte og kongehuset, hvor hun senest har skrevet for Hollywood.dk. Hvis du vil vide det seneste indenfor gossipverdenen eller de royale huse rundt omkring i verden, så læn dig trygt tilbage og læs med når Sarah folder sig ud.

Annonce