De kongelige
Job hos Charles og Camilla? Lønnen vil helt sikkert overraske dig
Kongeparret søger ny medarbejder til Buckingham Palace – skal håndtere “komplekse” opgaver
Kong Charles og dronning Camilla leder efter en ny medarbejder med skarpt blik for detaljen og flair for følsomme sager. På kongehusets officielle hjemmeside er der nemlig opslået en ledig stilling som Royal Engagements Officer i den private sekretærafdeling på Buckingham Palace.
Stillingen lyder som lidt af en drømmemulighed for royale entusiaster med styr på planlægning og sans for diplomati. Den rette kandidat vil få ansvaret for at koordinere kongeparrets officielle opgaver – både i Storbritannien og i udlandet – til en årsløn på omkring 40.000 pund (cirka 350.000 kroner), hvilket er svarende til omkring 29.000 kroner om måneden.
Jobbet er en 12-måneders fuldtidskontrakt, og arbejdstiden er 37,5 timer om ugen fordelt på fem dage. Ansættelsen begynder i november, og ifølge stillingsopslaget bliver man en del af et “dynamisk” team, som har til opgave at organisere besøg, audiens og officielle begivenheder for Charles og Camilla.
Det skriver Mirror.
Teamets officielle mission er “at sikre meningsfuld kontakt mellem Deres Majestæter og verden gennem grundig koordinering, velforberedte briefinger og gnidningsfri afvikling af arrangementer”.
Skal kunne opfylde disse krav
Den nye Royal Engagements Officer skal blandt andet stå for et varieret program af kongeparrets opgaver, koordinere logistik og planlægning, samt udarbejde præcise briefinger.
Ansøgere skal kunne sætte sig ind i komplekse og følsomme emner og have god forståelse for samtidige samfundsforhold i Storbritannien og Commonwealth-landene.
Som en ekstra bonus tilbyder stillingen både en “fremragende” pensionsordning, gratis måltider og 20 % rabat i Royal Collection Trusts butikker.
Interesserede kandidater har frem til den 31. august kl. 23.55 til at sende deres ansøgning.
Nyheden om det ledige job falder sammen med, at Kong Charles netop har påbegyndt sit traditionelle sommerophold på Balmoral i Skotland. Her deltog han for nylig i en militær ceremoni, hvor han inspicerede regimentets maskot – en Shetlandspony ved navn Cpl Cruachan IV.
Ifølge BBC var kongen også vært ved en opvisning med sækkepiber og trommer, og trods den varme dag – temperaturen nåede 23 grader – tog han sig tid til at hilse på gæster fra både Tyskland, Holland og Frankrig.
Et lidt usædvanligt indslag ved Balmoral i år bliver Christopher Woolf, også kaldet “Wolfie”, som er prinsesse Beatrices stedsøn. Han forventes at være med på turen sammen med sin far Edoardo Mapelli Mozzi og Beatrice selv. Wolfies forældre har ellers tidligere forsøgt at holde ham ude af rampelyset, men han har efterhånden optrådt ved flere royale begivenheder – heriblandt julegudstjenesten i Sandringham.
Også prinsesse Eugenie og hendes forældre, Prins Andrew og Sarah Ferguson, er blandt de rapporterede gæster på Balmoral.
En anonym kilde udtaler til Daily Mail: “Han vil få en skøn ferie fyldt med udendørsaktiviteter som vildsvømning og cykling.”