Følg os her

Kendte

DR afslører store nyheder: Sker i 2026

Udgivet

d.

Dr Danmarks Radio
Foto: Shutterstock.com

Journalistisk tilstedeværelse i verden har sjældent været vigtigere, end det er lige nu. Derfor styrker DR sit korrespondentkorps med endnu flere kræfter for bedre at dække verdens udvikling. Per Bang Thomsen bliver ny korrespondent for Østersøen og Norden, Matilde Kimer får ny base i Polen, Afrika-korrespondenten flyttes til Nairobi, og DR åbner fast kontor i Grønland.

Det afslører DR i en pressemeddelelse.

Et stærkere og mere strategisk placeret korrespondentkorps hos DR skal sikre endnu bedre dækning og forståelse af de globale forandringer, der former danskernes liv og samfund.

LÆS OGSÅ  Deler nye private detaljer: Det skal Janni og Jeppe nu

- Fælles for alle de forandringer, vi foretager, er, at de skal sikre, at vi fortsat kan give danskerne en mangefacetteret og upartisk dækning af en foranderlig og uforudsigelig verden, siger Kirsten Marie Svendsen, der er konstitueret nyhedsdirektør i DR og fortsætter:

- Både dér, hvor udviklingen kommer med brag og overskrifter, og dér, hvor udviklingen går under radaren, men med stor betydning — også for Danmark.

Rykker rundt

I dag består DR’s korrespondentkorps af 14 faste korrespondenter, der dækker verden med base i blandt andet Berlin, Bruxelles, Tyrkiet, Libanon, Kina, Brasilien, USA, Sydafrika – samt med et kontor i Kyiv, som Rusland- og Ukrainekorrespondent Matilde Kimer dækker sammen med skiftende reportere fra DR Nyheder.

Det rykker DR nu rundt på, og DR’s nuværende EU-analytiker Per Bang Thomsen får en ny rolle, når han fra 1. marts bliver DR’s første Østersø- og Norden-korrespondent i Stockholm.

- Vi glæder os enormt meget til at få Per Bang Thomsen på plads i Stockholm, hvor han med sin stærke evne til at formidle de komplicerede historier får fokus på sikkerhed, forsvar og hybridkrig i landene omkring Østersøen og selvfølgelig øvrige vigtige historier fra hele Norden. Et område tæt på Danmark, som fylder stadig mere i danskernes bevidsthed og i det globale spil om magt, siger Niels Kvale, der er DR’s udlandsredaktør.

Her sker der også forandringer

Niels Kvale fortsætter:

- Jeg er også utroligt glad for, at Matilde Kimer fra foråret 2026 bliver Østeuropa-korrespondent med base i Warszawa og hyppige ophold i Ukraine. Det er få danske korrespondenter, der har så stor en indsigt i de ukrainske og russiske forhold som Matilde Kimer, og det bliver en klar styrkelse af vores dækning af det konfliktfyldte område, at hun nu også skal fokusere på Polen. Et tiltagende vigtigt land i europæisk politik og sikkerhedsstruktur.

Der sker også forandringer i DR’s dækning af det afrikanske kontinent.

- Til sommer vender DR’s Afrikakorrespondent, Søren Bendixen, hjem til DR efter syv år i Sydafrika, hvor han har gjort en stor og værdifuld indsats for at fortælle om Afrikas betydning for både Danmark og resten af verden. I den forbindelse flytter DR stillingen til Nairobi i Kenya, hvor DR ser et nyt potentiale for at dække Afrikas vækst, udfordringer og tendenser. Det vil være her en ny korrespondent skal starte op i slutningen af 2026, forklarer Niels Kvale.

Endelig fortsætter DR også med fast kontor i Grønland, bemandet af skiftende reportere. Her har DR’s tilstedeværelse de seneste ni måneder bidraget med utallige centrale historier – og Grønlands betydning for rigsfællesskabet taler for sig selv.

Sarah er chefredaktør på Altomkendte.dk og hun har +5 års erfaring som journalist på nyhedsmedier. De seneste to år har Sarah særligt arbejdet med nyheder om underholdning, kendte og kongehuset, hvor hun senest har skrevet for Hollywood.dk. Hvis du vil vide det seneste indenfor gossipverdenen eller de royale huse rundt omkring i verden, så læn dig trygt tilbage og læs med når Sarah folder sig ud.

Annonce