Kendte
Hårdt slag for Seebach-brødrene: Mister millioner
Der har været bedre tider for Seebach-brødrene, når det kommer til økonomien. Et nyt regnskab viser nemlig, at Nicolai og Rasmus Seebach i det forgangne regnskabsår har lidt et betydeligt tab i deres fælles selskab.
Brødrene, som i sommer igen fandt sammen efter en længere periode uden kontakt, ejer hver halvdelen af holdingselskabet Top Notch Invest ApS. Regnskabet for perioden fra 1. juli 2024 til 30. juni 2025 afslører et underskud på lidt over ni millioner kroner.
Det skriver SE & HØR.
Ifølge regnskabet skyldes det store minus blandt andet tab i et ejendomsselskab, som brødrene har investeringer i via firmaet. Samtidig er værdien af tilgodehavender i associerede virksomheder blevet kraftigt nedskrevet, hvilket har sat et markant præg på økonomien. Egenkapitalen er i samme periode næsten blevet halveret og er faldet fra knap 16 millioner kroner til godt 6,5 millioner.
Hænger det sammen?
Det fremgår ikke, om underskuddet hænger sammen med en planlagt afvikling af fælles forretninger, eller om brødrenes genfundne relation betyder, at samarbejdet fortsætter i en eller anden form. Tidligere har de ellers meldt ud, at de var i gang med at lukke deres fælles engagementer ned efter deres interne strid.
For nogle år siden blev deres fælles musikimperium delt op, da det oprindelige selskab blev lukket, og aktiver og forpligtelser blev fordelt i to nye selskaber – ét ejet af Rasmus og ét af Nicolai. Trods opdelingen har de dog fortsat haft fælles interesser gennem deres holdingselskaber, hvor regnskaber endnu mangler.
Uenigheden mellem brødrene handlede især om økonomi og fordelingen af indtægter. Konflikten kulminerede i 2023, hvor de ifølge oplysninger slet ikke havde kontakt. Nicolai ønskede på et tidspunkt at blive købt ud af fælles forretninger for et større beløb, men parterne kunne ikke blive enige. Sagen endte med et forlig, hvor Nicolai forlod samarbejdet for et beløb, der angiveligt var lavere end først ønsket.
Dengang lagde Nicolai ikke skjul på sin frustration over forløbet og sagde: “I allerhøjeste grad. At jeg har skullet kæmpe så meget for at få en lille bid af, hvad der helt retfærdigt er mit, er skuffende.”
Siden er forholdet mellem brødrene blevet bedre, men regnskabet viser, at økonomien i deres fælles selskab fortsat bærer præg af et særdeles udfordrende år.

