Politik
Mærket på Trump skaber spekulation: Nu forklarer han det selv
Der blev lagt mærke til meget, da Donald Trump dukkede op ved World Economic Forum i Davos – men det var ikke kun hans tale og politiske udmeldinger, der fik folk til at spærre øjnene op.
Flere billeder fra den amerikanske præsidents optræden viste nemlig et tydeligt blåt mærke på hans venstre hånd. Og som det ofte går på sociale medier, gik der ikke længe, før spekulationerne begyndte at rulle: Var der tale om sygdom? En skade? Noget alvorligt?
Nu har både Trump selv og Det Hvide Hus dog forsøgt at lukke snakken ned.
Ifølge præsidenten er der nemlig en helt simpel forklaring.
"Jeg ramte det på bordet," lød det fra Trump, da han blev spurgt om det synlige mærke.
Sådan skriver Newsner.
Forklaringen kom, mens han var ombord på Air Force One, og han gjorde det samtidig klart, at der ikke lå noget dramatisk bag. Han fortalte, at han havde smurt lidt creme på hånden, men at skaden ganske enkelt stammede fra et uheld.
'Tager dagligt aspirin'
Også Det Hvide Hus har bekræftet, at der ikke er noget mystisk ved blå mærket.
Pressechef Karoline Leavitt har ifølge amerikanske medier forklaret, at Trump slog hånden mod kanten af bordet under en underskrivningsceremoni i Davos. Her var han i forbindelse med en såkaldt Board of Peace-aftale, og netop billeder fra den begivenhed var med til at sætte gang i debatten.
En embedsmand fra Det Hvide Hus har derudover peget på en vigtig detalje, som kan være med til at forklare, hvorfor blå mærket blev så tydeligt: Trump tager dagligt aspirin, og det kan gøre, at man lettere får blå mærker.
Embedsmanden understregede også, at mærket ikke var synligt tidligere på dagen.
"Der var ikke et blåt mærke på præsidentens hånd i begyndelsen af arrangementet. Billeder fra i går og i morges viser tydeligt, at der ikke var noget blåt mærke før," lød det.
Selvom forklaringen er blevet gentaget flere steder, har det ikke fået alle til at lægge sagen ned.
På sociale medier er der fortsat kommentarer fra brugere, der stiller spørgsmålstegn ved, om man “bare lige” kan få et så markant blåt mærke på den måde. Andre har dog den stik modsatte reaktion og mener, at det ikke behøver betyde noget som helst – især ikke, når man ikke længere er helt ung.
Trump har desuden selv forklaret, at hans aspirinforbrug kan spille en rolle, og at han hellere vil tage sine forholdsregler, end at løbe en risiko.
"Jeg vil sige: Tag aspirin, hvis du godt kan lide dit hjerte, men lad være med at tage aspirin, hvis du ikke vil have et lille blåt mærke," sagde han.
Det er ikke første gang, der bliver holdt ekstra øje med Trumps helbred. Sidste år kom han også i overskrifter, da han fortalte, at han havde fået foretaget en MR-scanning. Senere blev det dog meldt ud, at undersøgelsen var forebyggende og ikke skete på grund af en konkret bekymring.
I et lægenotat fra Det Hvide Hus fremgik det, at scanningerne havde vist normale resultater, og at der ikke var fundet tegn på problemer med blodårer, hjerte eller kredsløb.
Dermed lyder budskabet nu klart fra præsidenten selv: Blå mærket på hånden var bare et uheld – og ikke et tegn på noget mere alvorligt.

