Kendte
Nu bekræfter Frank Hvam stor nyhed: Sker i 2027
Frank Hvam har i den seneste tid antydet på sociale medier, at noget var under opsejling. Nu er det officielt: I 2027 tager han igen på turné med et helt nyt standup-show.
Titlen bliver “Et smukt styrt”, og billetsalget skydes i gang den 20. februar.
Den 55-årige komiker lægger ikke skjul på, at det nye show kredser om livets mere kaotiske sider. Ifølge beskrivelsen kommer publikum til at møde både nye jokes og nye erkendelser – men også fortællinger om at snuble, miste kontrollen og se tingene skride.
Det skriver SE & HØR.
I forbindelse med offentliggørelsen siger Frank Hvam:
“Jeg er 55 år, og når jeg kigger rundt i omgangskredsen, må jeg sige: Det er en warzone. Folk styrter omkring mig – de bliver skilt, fyret, syge eller bimlende skøre…”
Lover 'kolossal' underholdningsværdi
Han fortsætter med sin karakteristiske, kontante humor:
“Man kunne skyde 9 ud af 10 af dem, og verden ville være et bedre sted. MEN underholdningsværdien er kolossal.”
Hvem – eller hvad – han konkret sigter til, uddybes ikke. Om det er verdenssituationen generelt eller personer i hans egen branche, som har været i modvind de senere år, står hen i det uvisse.
Én ting er dog sikkert: Publikum kan forvente et show, der både er groft, ærligt og morsomt – præcis som man kender det fra Frank Hvam.
Turnéen får premiere i København på Bremen Teater i februar 2027 og runder af i Horsens Ny Teater i maj samme år.

