De kongelige
Meghan i modvind efter billede med datteren: "Det er et forfængeligt billede"
Der langes nu hårdt ud efter Meghan.
Meghan Markle er endnu en gang havnet i centrum for en heftig debat.
Hertuginden af Sussex deltog i weekenden i et arrangement i Genève arrangeret af Verdenssundhedsorganisationen, hvor hun talte om børns sikkerhed på sociale medier. Men kort før talen vakte et opslag på hendes egen Instagram-profil stor kritik.
Meghan havde nemlig delt et billede sammen med datteren Lilibet foran et stort garderobeskab fyldt med eksklusivt designertøj. Billedet blev delt med teksten "Mors lille hjælper."
Det skriver Daily Mail.
Opslaget fik hurtigt flere kritikere til at beskylde Meghan for at sende modsatrettede signaler.
Den royale kommentator Tom Sykes rettede især skarp kritik mod hertuginden og mente, at opslaget stod i stærk kontrast til hendes budskab om børn og sociale medier.
"Hyklerriet er svimlende. Det er et pralende billede. Det er et forfængeligt billede. Det er et chokerende tonedøvt billede."
Ved arrangementet i Genève satte Meghan fokus på de farer, børn kan møde online, og hun opfordrede til større international handling for at beskytte unge på sociale medier.
"Vores børn er ikke produkter, de er ikke eksperimenter, og de kan ikke undværes," sagde hun blandt andet under talen.
Penge over trivsel
Hun kritiserede samtidig de store sociale medieplatforme for efter hendes mening at prioritere penge over menneskers trivsel.
Efter arrangementet mødte Meghan flere familier, som havde mistet børn efter problemer relateret til sociale medier og online indhold.
Samtidig voksede debatten dog videre på nettet, hvor kritikere blandt andet pegede på, at Meghan selv aktivt bruger Instagram til både private billeder og promovering af sine projekter, herunder podcast, Netflix-indhold og sit livsstilsunivers.
Mens nogle kritiserede opslaget voldsomt, blev Meghan samtidig mødt af stor støtte fra sine fans.
Flere kaldte talen både rørende og vigtig, og enkelte fortalte på sociale medier, at de blev bevæget til tårer under hendes optræden.
Der blev også sat spørgsmålstegn ved fremmødet til arrangementet, efter billeder viste et forholdsvis begrænset publikum uden for FN-bygningen i Genève.
Ifølge personer på stedet deltog dog både inviterede gæster og medlemmer af offentligheden i arrangementet, som fandt sted op til Verdenssundhedsforsamlingen.
Herunder kan du se opslaget fra Meghan, som har sat gang i den heftige debat:

