Kendte
Efter 20 år var det slut: Nu åbner Anne-Grethe Bjarup Riis op om skilsmissen
Efter 20 år blev Anne-Grethe og Bo skilt. Nu fortæller hun om skilsmissen.
Anne-Grethe Bjarup Riis sætter nu ord på den smertefulde skilsmisse fra eksmanden Bo Mortensen efter mere end 20 år sammen.
I podcasten Den lyse side fortæller forfatteren og instruktøren ærligt om et forhold, som hun i dag ser helt anderledes på end tidligere.
Parret gik fra hinanden i 2023, men ifølge Anne-Grethe begyndte bruddet længe før selve skilsmissen blev en realitet.
Hun fortæller blandt andet, at arbejdet med sig selv efter morens død i 2022 blev et afgørende vendepunkt. Her begyndte hun for alvor at se nærmere på sin opvækst og de mønstre, hun havde taget med ind i voksenlivet og ægteskabet.
"Så det er noget med at blive nedbrudt stille og roligt og så tro, man ikke kan noget selv."
Egne behov endte bagerst i køen
Anne-Grethe Bjarup Riis beskriver, hvordan hun gennem livet har vænnet sig til at tilsidesætte egne behov og undgå konflikter for at holde roen.
Ifølge hende selv førte det til et forhold, hvor hun gradvist mistede troen på sig selv og sit eget værd.
I podcasten fortæller hun også, at hun i mange år oplevede kaos og skænderier som noget normalt, og at hun længe følte sig fastlåst i ægteskabet.
Samtidig beskriver hun, hvordan hun udadtil virkede stærk, mens hun indeni kæmpede med stor usikkerhed og manglende selvtillid.
Den populære instruktør fortæller blandt andet, at hun før skilsmissen aldrig selv havde stået for økonomi, regninger eller kontrakter.
Anne-Grethe og Bo Mortensen mødte hinanden under arbejdet på TV 2-serien Hotellet i begyndelsen af 00’erne.
Senere blev de gift og fik børnene Yrsa og Gilbert sammen. Familien blev for alvor ramt af modgang, da sønnen Gilbert som barn fik konstateret leukæmi.
Efter flere års behandling blev han rask.
I dag fortæller Anne-Grethe Bjarup Riis, at både hun selv og børnene er kommet godt videre efter skilsmissen.

