Politik
Trump sammenligner sig med Elvis: "Jeg tiltrækker langt større publikum"
Nu sammenligner Trump sig selv med Elvis.
Donald Trump er kendt for at sige ting, som får folk til at spærre øjnene op, og denne gang er ingen undtagelse.
Nu har den amerikanske præsident kastet sig ud i en ny opsigtsvækkende sammenligning.
Ifølge Trump selv kan han nemlig trække større publikum end selveste Elvis Presley gjorde på toppen af sin karriere.
Udmeldingen kommer, efter at flere kendte musiknavne har meldt afbud til en række koncerter, der skulle være med til at fejre USA's 250-års jubilæum i Washington D.C.
Det skriver Sky News.
Blandt dem, der har trukket stikket, er Bret Michaels fra rockbandet Poison, countrysangeren Martina McBride og hitmagerne fra The Commodores.
Men hvis kunstnerne ikke vil komme, har Trump tilsyneladende en anden løsning.
Trækker sig fra arrangementet
På sit sociale medie Truth Social foreslår han, at koncerterne i stedet bliver afløst af et stort politisk arrangement med ham selv som hovednavn.
"Jeg tiltrækker langt større publikum end Elvis gjorde på sit højdepunkt," skrev Trump i et opslag, hvor han samtidig kaldte sig selv verdens største attraktion.
Præsidenten har derfor sat sine medarbejdere til at undersøge muligheden for at afholde et såkaldt "America Is Back Rally" på samme tidspunkt og samme sted som de planlagte koncerter.
En af dem, der har valgt at trække sig fra arrangementet, er Bret Michaels.
Rockstjernen fortæller, at han oprindeligt sagde ja til at deltage, fordi han troede, begivenheden skulle handle om at hylde veteraner, soldater og andre amerikanere, der yder en indsats for samfundet.
Siden ændrede hans opfattelse sig dog.
"Arrangementet har udviklet sig til noget langt mere splittende," lød forklaringen fra musikeren.
Trump nøjedes ikke med at tale om koncertkaosset i weekenden.
Han gik samtidig til angreb på en dommer, som har besluttet, at hans navn skal fjernes fra Kennedy Center i Washington.
Præsidenten kaldte dommeren for "en anti-Trump-hader" og forudså, at den berømte kulturinstitution kan ende med at lukke for altid.
Om Trump rent faktisk ender med at erstatte musikstjernerne med sig selv på scenen, er endnu uvist.

