De kongelige
Kong Charles sætter ord på et skamfuldt kapitel: "Fylder mit hjerte med rædsel"
Nu sætter kong Charles ord på det skamfulde kapitel.
Der var dødstille i salen, da den britiske konge for nylig tog ordet under sit besøg på det solrige Antigua i Caribien. Anledningen var det store Commonwealth-topmøde, men det var hverken skåltaler eller høflighedsfraser, der mødte de fremmødte regeringsledere. I stedet valgte den 77-årige monark at åbne sit hjerte og se en af kongehusets absolut mørkeste og mest ubekvemme sandheder direkte i øjnene: Den britiske krones rolle i fortidens umenneskelige slavehandel.
Sagen har længe været et åbent sår, og hjemme i Storbritannien diskuterer politikerne hidsigt, om kongefamilien overhovedet bør sige undskyld. Men selvom Charles afstod fra en formel undskyldning, lagde han ikke skjul på den tunge arv, der hviler på hans skuldre.
"Historien er ikke vores at vælge eller ændre. Den er overleveret til os i en kompleks syntese af forfædre, vi aldrig kan lære at kende. Vores arv rummer både deres bedrifter og deres fejlslagne handlinger, det gode, de udrettede, såvel som uretfærdighederne," lød det fra kong Charles ifølge Sky News.
Fra talerstolen mindede han om, at de gamle synder langtfra er glemt, og at sporene fra dengang stadig gør ondt på de caribiske øer den dag i dag.
Et skamfuldt kapitel
"Vi kan ikke ændre handlingerne hos dem, der kom før os. Vi kan imidlertid lære af fortiden. Den transatlantiske handel med slavegjorte kaster stadig en skygge over disse øer og andre medlemmer af vores Commonwealth," understregede kong Charles.
I et usædvanlig personligt og gribende øjeblik satte kongen ord på den knugende følelse, han selv går rundt med som regent.
"Som jeg har sagt før, er dette skamfulde kapitel i historien et, der fylder mit hjerte med rædsel og min sjæl med den dybeste personlige sorg. Og dog lærer historien os også, at det onde ikke behøver at have det sidste ord," lyder det fra kong Charles.
I stedet for at lade mørket vinde slog monarken fast, at man skylder hinanden at se fremad med varme og håb. For den aldrende konge handler det nu om at række hånden ud og hjælpe de tidligere kolonier med ordentlige uddannelser, trygge arbejdspladser og en fælles kamp for klodens klima.

