Politik
Fik nok af Trump: Greb ind da han kyssede konen
Golfstjernen fandt Trump en kende for nærgående!
Da Donald Trump for nylig mødte op til den store golfturnering Presidents Cup i Chicago, endte et ellers festligt øjeblik med at trække overskrifter. Den tidligere præsident var inviteret som æresformand, men det var især hans møde med golfspilleren Keegan Bradley og dennes hustru, Jillian, der stjal billedet.
Da Trump gik rundt ved banens første tee-sted for at hilse på spillerne, gav han den amerikanske golfstjernes frue to kys på kinden. De nåede kun at sludre ganske kort, før situationen tilsyneladende blev lidt for tæt for ægtemanden. Keegan Bradley valgte nemlig at træde ind foran sin kone – angiveligt for at forhindre rigmanden i at omfavne hende igen. Lige efter den let akavede episode trak ægteparret sig diskret væk fra stedet.
Det skriver Irish Star.
Inden mødet med spillerne havde Trump budt velkommen over højttaleren. Der havde på forhånd floreret rygter om, at han havde krævet et kvarters taletid, men han holdt sig i stedet til under et minut. Han nåede dog lige at sende en stikpille afsted mod pressen, som han mente ville tegne et forkert billede af stemningen.
"De elsker det, vi gør"
"I ved, at de falske nyhedsmedier vil sige, at jeg fik en meget dårlig modtagelse. Men vi fik en meget god modtagelse. De elsker det, vi gør," lyder det fra Donald Trump.
Herefter lagde han den politiske retorik lidt til side for i stedet at rose spillet på banen og sende spillerne godt afsted.
"Jeg vil bare sige dette: Vores land klarer sig fantastisk, bedre end nogensinde før. Og nu vil jeg se de største spillere i verden gå ud og spille, og spille med hjertet. Det bliver en meget interessant golfdag. Tak, alle sammen. Tak, jeg elsker jer alle. Mange tak," siger Donald Trump.
Det lille sammenstød med Keegan Bradley var dog ikke det eneste, der gav sved på panden hos de fremmødte. Trumps ankomst i sine velkendte helikoptere medførte et enormt sikkerhedsopbud, som skabte en hel del rod og lange køer for både tilskuere, frivillige og ansatte på den eksklusive Medinah Country Club.

