Film / TV
TV 2 løfter sløret: Det kan du glæde dig til i årets julekalender
Skal du se med i dette års julekalender?
'I nissernes tjeneste' åbner et helt nyt og spændende univers, og lågekalenderen kan købes fra mandag 5. oktober. Overskuddet går som altid til børn på Julemærkehjemmene.
I den nye familiejulekalender på TV 2 møder vi en helt almindelig familie med far, mor og de to børn, Luna og Storm. Men sandheden er, at familiens medlemmer ikke er helt så almindelige, som de ser ud.
De er nemlig nisser og lever en undercovertilværelse blandt alle os andre. De er hemmelige agenter i Tjenesten, og nogen vil dem til livs. Så da forældrene kidnappes, må de to børn udvise mod og handlekraft for at befri forældrene inden jul.
Samler danskerne igen og igen
"Julekalenderen er et af TV 2s allerstørste fyrtårne, som år efter år samler danskerne på tværs af generationer, og der er noget helt særligt over 1. december, når vi tænder for første afsnit og sammen tager hul på julen. I år glæder vi os til at gøre det med en julekalender, der tager nisserne et nyt sted hen. Vi bevæger os væk fra hemmelige portaler og eventyrlige verdener og ind på en helt almindelig dansk villavej, hvor Luna og Storm opdager, at det magiske findes lige midt iblandt os, og at både deres familie og de selv er langt fra almindelige. 'I nissernes tjeneste' er fuld af nisser, magi og spændende missioner, men i hjertet er det også en fortælling om at turde være den, man er, og opdage, at det, der gør os anderledes, måske også er det, der gør os stærke. Vi glæder os utrolig meget til at dele den med hele Danmark og sammen tælle ned til jul," siger Ann-Alicia Thunbo Ilskov, der er TV 2 senior executive producer.
Luna og Storm spilles af Ellen Johanne Frovin Hansen og Vilhelm Kroner Ingvald, mens deres forældre, Signe og Peter, spilles af Julie Christiansen og Sigurd Holmen Le Dous.
I rollen som onkel Otto ses Jesper Asholt, mens Claes og Snehvepsen spilles af Johannes Lilleøre og Rosalinde Mynster. Desuden medvirker en lang række andre navne, blandt andre Stig Rossen og Allan Hyde.
'I nissernes tjeneste' er skrevet af hovedforfatter Morten Dragsted, Fabian Wullenweber har instrueret, og julekalenderen er produceret af Cosmo Film ved Michel Ryddeskov med støtte fra FilmFyn.
Ann-Alicia Thunbo Ilskov er TV 2 senior executive producer, og julekalenderen er primært optaget i Kerteminde og Københavnsområdet.

