Afsløret: Deler nye detaljer om pavens sidste timer

Nu afsløres nye detaljer.

Han var kendt for sin ydmyghed, sin varme og sin evne til at komme tæt på selv de fjerneste sjæle. Og da pave Frans tog afsked med livet, gjorde han det på samme måde, som han havde levet det – med stilhed, nærvær og et hjertegribende sidste tak.

Pavens allersidste ord var hverken storslåede eller dramatiske. De var rettet til én person – ikke en højtstående embedsmand eller en kirkelig dignitar, men til manden, der havde stået ved hans side i tykt og tyndt: hans trofaste sygeplejerske, Massimiliano Strappetti.

“Tak, fordi du bragte mig tilbage til pladsen,” sagde paven sagte – en henvisning til hans sidste tur gennem Peterspladsen i pavemobilen.

Det skriver Newsner.

Det var få timer før hans død. Et øjeblik, hvor den aldrende pave, efter uger med alvorlig sygdom, mærkede sin styrke svigte. Men før han forlod verden, ønskede han én sidste gang at mærke det folk, han havde viet sit liv til.

En sidste tur – og et sidste blik

Turen var ikke planlagt. Efter at have givet sin traditionelle Urbi et Orbi-velsignelse påskedag, tøvede han. Han vendte sig mod Strappetti og spurgte stille:

“Tror du, jeg kan klare det?”

Han kunne. Og han gjorde det.

I sin pavemobil rullede han ud på Peterspladsen for sidste gang. Han vinkede, smilede og rakte ud mod børn, der blev løftet op for at røre ved ham. Der var ingen officiel afsked – men enhver kunne mærke det: dette var et farvel.

Senere samme dag trak han sig tilbage. Spiste et roligt måltid. Hvilede. Og da natten faldt på, lagde han sig til at sove – uden dramatik, uden opmærksomhed.

Ved daggry blev han pludselig dårlig. Han nåede at sende en sidste stille hilsen til Strappetti, sin uundværlige støtte gennem lange hospitalsophold og sygdomskampe – herunder det svære forløb med dobbelt lungebetændelse, som han for nylig havde overlevet.

Kort efter gled han ind i koma. Og da solen stod op, var han stille gået bort.

De, der var til stede, fortæller om en fredfyldt afsked. Ingen smerte. Intet drama. Bare stilhed. Og dyb, ægte ro.

Ligesom han havde ønsket det. En privat og ydmyg afslutning på et liv levet i tjeneste for andre.