Følg os her

Altomkendte

DR præsenterer ny samfundssatire med ’Kommissionen’ 

Udgivet

d.

Simon Talbot Dr
Noget af holdet bag 'Kommissionen'. Foto: © Karen Rosetzsky og Filippa Zachariassen

’Kommissionen’ er DR’s nye, samfundssatiriske univers, hvor et hold af satirikere og komikere med Simon Talbot i spidsen spidder aktuelle emner. Premiere er lørdag den 18. april, og universet kan følges på tværs af DR’s platforme ugen igennem.

Satirens skarpe humor kan ofte give nye perspektiver på aktuelle tendenser og samfundsspørgsmål – og samle os på tværs i en tid, hvor nyhederne står i kø og store, komplekse dagsordener er på spil.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ  Hertuginde om forlist ægteskab med skandaleramt prins: Sådan ser hun på det

Med det nye satireunivers ’Kommissionen’ er det DR’s ambition at åbne den demokratiske samtale for flere danskere, og med værternes skarpe humor tage aktuelle emner under satirisk behandling. Derfor udkommer ’Kommissionen’ med forskellige typer af indhold bredt på tværs af både DRTV, dr.dk og DR’s sociale medier.

Et stærkt hold af komikere og satirikere

Med Simon Talbot som ankermand vil et hold af satirikere med blandt andre Signe Molde, Adnan Al-Adhami, Michael ’MC’ Christiansen, Mikkel Klint Thorius, Anne Sofie Skovlund Nielsen, Niklas Daniel Patrick Jakobsen og Cecilie Bau ugen igennem lægge et satirisk filter over de vigtigste dagsordener i Danmark.

Hovedforfatter er Michael ’MC’ Christiansen, mens Rasmus Olsen, Cecilie Bau, Karsten Green, Simon Astrup, André Jakobsen og Søren Ladefoged er medforfattere bag kameraet.

Simon Talbot siger om sin nye rolle på ’Kommissionen’:

- Jeg har altid drømt om at lave sådan et program her. Jeg har allieret mig med nogle af de dygtigste i branchen på alle fronter, fra journalister til komikere, og jeg glæder mig ustyrligt til at komme i gang. Jeg bor på redaktionen og i nyhedsstrømmen, når jeg ikke står på scener og laver mit onemanshow. Målet er at skabe et stærkt satirisk univers, som kan formidle nyhederne humoristisk og underholdende, og måske endda gøre nyhederne interessante og spiselige for mennesker, som normalt har - forståeligt nok - for travlt med livet til at dykke ned i den slags.

Skal engagere alle generationer

Anne Garlichs, chef for eksternt tv i DR, fortæller om ambitionerne med det nye satiretilbud:

- Humoren har den kvalitet, at den samler os på tværs af forskelligheder i en tid præget af meget alvor og komplekse udfordringer. Med et skarpt samfundssatirisk blik skal ’Kommissionen’ perspektivere ugens aktuelle begivenheder og også appellere til de danskere, som ikke konstant følger med i det traditionelle nyhedsbillede. Og heldigvis har vi allieret os med et stærkt hold af journalister, satirikere og komikere med Simon Talbot i spidsen, der sidder klar til at spidde magthaverne, siger Anne Garlichs og tilføjer:

- Satiren er generelt en svær genre at mestre, og vi kommer til at bygge videre på vores erfaringer, men vi vil samtidig bringe den nye steder hen ved hele tiden at teste, udvikle og lære, så danskerne får et tilbud, der følger med tiden, medievanerne og som skaber en mere lige relation mellem generationerne.

'Kommissionen’ rammer danskerne i flere formater på både DRTV, dr.dk og sociale medier fra den 18. april.

TV-formatet har premiere den 18. april på DRTV fra morgenstunden og DR2 klokken 22.15.

Sarah er chefredaktør på Altomkendte.dk og hun har +5 års erfaring som journalist på nyhedsmedier. De seneste to år har Sarah særligt arbejdet med nyheder om underholdning, kendte og kongehuset, hvor hun senest har skrevet for Hollywood.dk. Hvis du vil vide det seneste indenfor gossipverdenen eller de royale huse rundt omkring i verden, så læn dig trygt tilbage og læs med når Sarah folder sig ud.

Annonce