Altomkendte
Fortiden med Karsten spøger igen: Skal Janni Ree betale?

Rygterne svirrer, og selvom Janni Ree er videre i livet med ny kærlighed, truer fortiden med Karsten stadig. For det kan angiveligt stadig få konsekvenser for den tidligere forsidefrue.
Der er drama i den tidligere glamour-duo mellem Janni og Karsten Ree.
Selv om forsidefruen Janni Ree for nylig kunne glæde sig over at have solgt sin andel i online-casinoet VinderCasino, kan den gode nyhed hurtigt få en bitter eftersmag.
For skal Janni så betale Karsten Ree?
Skylder 2 millioner kroner
SE og HØR erfarer nemlig, at Karsten Ree og hans rådgivere nu vil gå efter hendes del af salgsfortjenesten.
Janni skylder nemlig stadig sin eksmand tæt på to millioner kroner – penge han betalte for hendes sagsomkostninger i forbindelse med en retssag, da de stadig var sammen.
Fogedretten har tidligere afgjort, at Janni godt nok først skal tilbagebetale gælden i 2033. Men der er et “men” – i gældsbrevet står der nemlig, at hvis hun kommer til penge før tid, skal der betales af. Og det er netop, hvad Ree-klanen mener, der er sket med casino-salget.
Hvor stor fortjeneste Janni har fået for sin andel – som udgjorde mellem 10 og 12,5 procent – vil ingen af parterne afsløre.
Men spilfirmaet Stake Gaming, der er baseret i Australien, har overtaget hele selskabet, og dermed har Janni formentlig fået en pæn sum med sig.
Karstens lejrs presserådgiver, Sune Aagaard, bekræfter over for mediet, at sagen bliver undersøgt:
"Det er noget, vi kigger på, men ellers har vi ingen kommentarer", siger han.
Janni selv har ikke kommenteret sagen direkte denne gang, men har tidligere forholdt sig ganske køligt til milliongælden:
"Han kan bare komme an", sagde hun til SE og HØR.
Spørgsmålet er nu, om en ny runde i Fogedretten venter. Hvilket er tænkeligt, da Karsten Ree umiddelbart ikke er manden der blot slår en streg over 2 millioner kroner.