Altomkendte
Lene Beier afslører: Virkeligheden er en anden end på skærmen

Nu slår Lene Beier fast, at det altså ikke er så slemt som det ser ud.
Lene Beier og hendes mand, Anders, har taget springet og skiftet den trygge hverdag i Danmark ud med en helt ny tilværelse som hotelværter i de smukke østrigske alper. Men livet som værtspar på et hotel har vist sig at være alt andet end en ferie.
I TV 2-dokumentaren Beier på Alpehotellet får seerne lov til at følge parrets rejse fra købet af hotellet til de daglige udfordringer med at drive det. Særligt sproglige barrierer spiller en stor rolle i programmet, hvor både tysk og engelsk volder problemer for parret. Men ifølge Lene Beier er det ikke hele sandheden, som vises på skærmen.
“Vi siger i tv-programmet, vi aldrig har fået undervisning i sprog, det passer ikke. Det har vi, og vi er også okay gode til engelsk begge to. I programmet klipper de det lidt, så det ser ud til, vi heller ikke kan tale engelsk, men sådan er det jo. Man skal jo lave lidt sjov og ballade i et tv-program,” fortæller hun ærligt i en story på Instagram.
Arbejder på sprogkundskaberne
Lene og Anders arbejder desuden hårdt på at blive bedre til tysk. De har derfor meldt sig til undervisning og prøver dagligt deres nye færdigheder af i mødet med hotellets gæster.
“Vi er blevet bedre på tysk, og vi øver os. Når vi er ude, forsøger vi med tyske gloser. Og så har vi lært en vigtig ting, og det er, at når vi kommer i tvivl, skal vi lade være med at slå over i engelsk, så er det bedre med det danske, for det forstår de bedre mange af dem,” forklarer Lene.
Hverdagen som hotelejere byder både på praktiske opgaver som rengøring, madlavning og gæstebetjening, men også på store smil og nye venskaber med hotellets gæster.
Vi følger spændt med, når næste afsnit ruller over skærmen, og håber på endnu flere sjove øjeblikke og ikke mindst små sejre for det hårdtarbejdende par i Alperne!
‘Beier på Alpehotellet’ kan ses hver torsdag kl. 20.40 på TV 2 FRI og TV 2 Play.