Altomkendte
Thomas Evers Poulsen afslører: Én særlig bekymring overskygger glæden før brylluppet

Nu sætter han ord på.
Der er lagt op til en eventyrlig sommerdag den 7. juni, når dansefavoritten Thomas Evers Poulsen og hans store kærlighed, Sæþór Kristínsson, giver hinanden deres ja ved et smukt bryllup på Refshaleøen.
Forberedelserne skrider planmæssigt frem, men en stor bekymring nager stadig Thomas Evers Poulsen – bliver hans mor, Jonna, klar til at føre ham op ad kirkegulvet?
Det skriver BILLED-BLADET.
Mens Sæþór Kristínsson trygt overlader opgaven til sin datter, Gloria, så er situationen en helt anden for Thomas. Hans mor, Jonna, har kæmpet med alvorlige skader, efter hun sidste sommer var ude for en voldsom trafikulykke.
En lastbil ramte hende i en højresvingsulykke, hvilket krævede en omfattende operation.
Håber på bedring inden brylluppet
Selvom Jonna er i bedring, er hun endnu ikke tilbage til sit gamle jeg, og det bekymrer naturligvis den kommende gom.
”De har sat hende skævt sammen. Hun halter stadig og går til fysioterapi hver uge,” fortæller en ærlig Thomas Evers Poulsen. Han har dog et spinkelt håb om, at hans mor vil være klar til at gå ved hans side på den store dag. ”De siger, der kan gå op til et år, og det passer jo med, at der cirka er gået et år, når vi holder bryllup. Så jeg håber, det holder,” siger han forhåbningsfuldt.
Bryllupsplanlægger på opgaven
Med 120 gæster inviteret bliver det et stort bryllup med mange detaljer, og parret har derfor allieret sig med en professionel bryllupsplanlægger.
”Vi mødte Josefine fra ’Silhouette’ på en messe, og da hun læste, at vi skulle giftes, henvendte hun sig til os. Først tænkte jeg, at vi ikke havde behov for det, men der er virkelig så mange detaljer at holde styr på, så det viste sig at være en rigtig god beslutning,” erkender Thomas.
Nu krydser han blot fingre for, at hans mor bliver klar til at dele dette uforglemmelige øjeblik med ham.