Følg os her

De kongelige

25 år: Dronning Margrethe deltog i helt særlig fejring

Udgivet

d.

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe og Bjørn Nørgaard foran gobelinen "Yngre Glücksborgere", der repræsenterer det 20. århundrede. Keld Navntoft, Den Kongelige Samling

Tirsdag 29. april var H.M. Dronning Margrethe til stede på Christiansborg Slot for at være en del af afslutningen af Gobelinfestivalen, der 26.-27. april markerede 25-året for Bjørn Nørgaards gobeliner i Riddersalen.

Under besøget på Christiansborg Slot fik Dronning Margrethe indblik i flere af de aktiviteter, som besøgende på Gobelinfestivalen har kunnet opleve i løbet af weekenden. Dette inkluderede bl.a. et besøg i de åbne værksteder, hvor franske vævere fra Mobilier national demonstrerede, hvordan gobeliner væves, og konservatorer fra Den Kongelige Samling viste, hvordan tekstiler og kulturhistoriske genstande bevares.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Den Kongelige Samling.

LÆS OGSÅ  Nu er det afgjort: Kongehuset skal have mere i apanage

Formiddagen bød også på et sceneprogram med museumsdirektør Thomas C. Thulstrup fra Den Kongelige Samling som moderator. Der var samtaler om kunst, håndværk og historie – med bidrag fra blandt andre Bjørn Nørgaard, direktør for Mobilier national, Hervé Lemoine og Kirstine Roepstorff om dansk-fransk samarbejde med særligt fokus på samarbejdet om Koldinghus’ fremtidige gobeliner. 

Ved arrangementet blev resultatet af det kollektive kunstværk "Vi husker sammen", hvor besøgende på Gobelinfestivalen har bidraget til en ny gobelin, skabt i samarbejde med kunstig intelligens, også præsenteret. Ph.d. og sognepræst Kathrine Lilleør og fremtidsforsker Anne Skare Nielsen blev i den forbindelse interviewet om,  hvordan vores kollektive historie har formet sig gennem de sidste 25 år og hvad fremtiden byder på.

Derudover var der et musikalsk indslag af Hannah Schneider, som har komponeret et nyt værk "En tråd vævet ind i tiden" til ære for gobelinerne i anledning af 25-året. Udover Hannah Schneider deltog GOSS og korensemblet Vigdis også. 

FAKTA OM GOBELINERNE PÅ CHRISTIANSBORG SLOT

  • Gobelinerne forestiller Danmarks historie fra vikingetid til nutid og fremtid fordelt på 11 store gobeliner og seks mindre gobeliner, der kaldes mellemstykker. 
  • De var en gave til H.M. Dronning Margrethes 50-års fødselsdag i 1990 fra en række danske erhvervsvirksomheder, organisationer og fonde. Efter mere end 10 års arbejde var de færdiggjort til ophængning i forbindelse med Dronning Margrethes 60-års fødselsdag i 2000.  
  • Ideen til nye gobeliner på Christiansborg opstod nærmest ved en tilfældighed en aften i januar 1988 ved et privat middagsselskab i København. Her var bl.a. direktøren for Rosenborg Slot Mogens Bencard til stede og samtalen faldt på, hvornår de gamle gobeliner skulle tilbage dertil, og hvad der så skulle op i Riddersalen på Christiansborg Slot i stedet for. 
  • De gamle gobeliner med motiver fra Skånske Krig 1657-79 var blevet vævet for Christian 5. i 1680’erne og hængt op i Riddersalen på Rosenborg Slot. Her havde de været ved at gå til i starten af 1900-tallet på grund af de dårlige opbevaringsforhold og kunne meget belejligt overføres til det nye Christiansborg Slot med alle de bare vægge. Efter etablering af centralvarme på Rosenborg Slot blev det dog forsvarligt at flytte dem tilbage til deres oprindelige plads. 
  • Bjørn Nørgaard blev valgt som kunstner til opgaven, og han accepterede på den betingelse, at han fik fuldstændig frie hænder til opgaven. Han kunne dog bruge en række af initiativtagerne som rådgivere inden for historie og kunsthistorie, samt naturligvis Dronning Margrethe selv. 
  • Det var Prins Henriks ide, at det var de franske gobelinmanufakturer, Manufactures nationales des Gobelins og La Manufacture de Beauvais, der skulle fremstille gobelinerne. 

Sarah er chefredaktør på Altomkendte.dk og hun har +4 års erfaring som journalist på nyhedsmedier. De seneste to år har Sarah særligt arbejdet med nyheder om underholdning, kendte og kongehuset, hvor hun senest har skrevet for Hollywood.dk. Hvis du vil vide det seneste indenfor gossipverdenen eller de royale huse rundt omkring i verden, så læn dig trygt tilbage og læs med når Sarah folder sig ud.

Annonce