De kongelige
Ekspert: 'I dette øjeblik må prins Harry virkelig have fotrudt sit exit'

Det er fem år siden prins Harry forlod sin familie i det britiske kongehus. Nu peger en ekspert på, at et særligt øjeblik må have fået ham til at fortryde sin beslutning.
Det er fem år siden, prins Harry og Meghan Markle sagde farvel til det britiske kongehus og byttede Buckingham Palace ud med palmer og privatliv i Californien. Men nu lyder det fra royale eksperter, at tiden efter Megxit ikke helt er blevet det eventyr, parret havde håbet på.
Ifølge den britiske royalekspert Helena Chard er der særligt én i parret, der mærker eftervirkningerne.
“Harry vil savne aspekter af sit tidligere liv – især det militære fællesskab og sammenholdet i familien,” siger Chard til Fox News Digital.
Hun tilføjer, at Harry ifølge hendes vurdering også fortryder det pludselige sammenbrud i forholdet til prinsesse Catherine, som tidligere stod ham meget nær.
“Jeg forestiller mig, at han følte ekstra meget fortrydelse, da han hørte om prinsesse Catherines kræftdiagnose,” siger hun.
Mens Harry angiveligt ser tilbage med blandede følelser, mener eksperten, at Meghan er et andet sted:
“Meghan har ingen dybere følelsesmæssig tilknytning til det britiske kongehus. Hun kunne ikke vente med at komme væk,” fastslår Chard.
Meghan er i dag i fuld gang med at opbygge sit eget livsstilsimperium i Montecito – en tilværelse, der ligger langt fra royale forpligtelser og protokol.
Da Harry og Meghan forlod kongehuset i 2020, var det med store drømme og forventninger. Der blev skrevet millionkontrakter med Netflix og Spotify, og forventningerne var tårnhøje.
Men fem år senere tegner der sig et andet billede. Harry har ifølge eksperter ikke flere bogprojekter, podcasts eller dokumentarer i støbeskeen, og han har været dybt berørt af kritikken fra både medier og tidligere samarbejdspartnere.
Det berømte interview med Oprah Winfrey – der satte gang i voldsomme reaktioner om bl.a. racisme i kongehuset – beskrives nu som en fejltagelse af flere kilder.
Virker hævngerrigt og malplaceret
“Det hele virkede hævngerrigt og malplaceret. Meghan ville tale om mentale udfordringer, men det eneste, folk talte om bagefter, var påstandene om racisme,” siger podcastvært Kinsey Schofield.
Ifølge Closer Weekly har Harry og Meghan stadig ikke genetableret kontakt med kongefamilien. Harrys forhold til sin far, kong Charles, og bror, prins William, er fortsat koldt.
Selvom Harry rejste til London sidste år for at se sin far under sygdom, har kommunikationen siden været minimal, og kong Charles skulle efter sigende ikke længere tage sin søns opkald.
Børnene, Archie og Lilibet, har heller ingen kontakt til deres royale familie i Storbritannien.
Imens er Meghan gået all-in på sin karriere i USA. Hun lancerer til foråret sin podcast Confessions of a Female Founder, og hendes livsstilsbrand As Ever byder blandt andet på dyre syltetøjer og pandekageblandinger.
Netflix er angiveligt også klar til at forny samarbejdet med hertuginden, og rygterne går på, at Harry måske skal producere en dokumentar i anledning af prinsesse Dianas død – noget, der kan blive et skridt mod forsoning med broren.
Men eksperterne er ikke sikre.
“Hvis Meghan ikke fortryder i dag, så gør hun det nok, når William bliver konge,” siger Schofield og tilføjer, at prins William ikke har tilgivet Meghan for den splid, hun har skabt i familien.
På trods af mediestormen og den dalende popularitet, står Harry og Meghan fortsat sammen. En ven tæt på parret fortæller:
“De har tvivlet på nogle af deres beslutninger, men de ved i hjertet, at de hører sammen. Og når det hele bliver svært, kigger de på deres børn – og så forsvinder tvivlen.”