De kongelige
Marius Høiby i nyt opsigtsvækkende forhold

Mens det norske kongehus forsøger at holde lav profil, er der fuld spotlight på Marius Borg Høiby – og denne gang handler det både om romantik og retssager.
Kronprinsesse Mette-Marits ældste søn er igen havnet i mediernes rampelys, og historien har alt: kærlighed, forbrydelser og glamourøse rejser.
Den 28-årige skandaleprins danner ifølge norsk Se og Hør nu par med Andrea Shaw, en 26-årig kvinde fra Oslo med en overraskende baggrund. Shaw er datter af Per Morten Hansen, som er en mangeårig bekendt af Marius, der i øjeblikket afsoner over to års fængsel for grov hvidvaskning.
Ny romance med et kontroversielt twist
Parret er for nyligt blevet fotograferet sammen foran Shaws lejlighed i Oslo, hvor kilder fortæller, at de allerede bor sammen.
Deres fælles passion for motorcykler – særligt Harley Davidson – har været tydelig, og de er også blevet spottet i sydens sol på eksklusive steder som La Guérite, hvor Hollywood-stjerner som Beyoncé og Leonardo DiCaprio ofte lægger vejen forbi.
Uheldigt gensyn i luften
Da parret i maj var på vej hjem fra Nice skulle Høiby og hans nye kæreste angiveligt være havnet på samme fly som hans tidligere partner, som han i øjeblikket er sigtet for vold mod. Ifølge politiet er der nedlagt besøgsforbud i sagen.
Marius nægter sig skyldig og har via sine forsvarere tidligere udtalt, at han afviser alle anklager om voldtægt. Sagen mod ham omfatter i alt 23 forhold og kan ende i retten senere i år.
Kongehuset forholder sig tavst
Det norske kongehus har ikke ønsket at kommentere hverken sagen eller det nye forhold, og det samme gælder også for Andrea Shaw og hendes far.