De kongelige
Prins Joachim overraskede alle: Derfor er han i Danmark nu
Pludselig stod prins Joachim der!
Til daglig slår han sine folder på den anden side af Atlanten, men lige nu er prins Joachim vendt hjem til de vante, danske rammer. Et opslag på de sociale medier afslører nemlig, at den kongelige forsvarsattaché er landet i det jyske.
At prinsen for en stund har skiftet den amerikanske hovedstad ud med Herning, kom frem i lyset takket være det tidligere grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz. På sin Instagram-profil har hun nemlig delt et billede, hvor hun sidder side om side med den prominente gæst under arrangementet.
"Endte i fin selskab til DI forsvarsdag forud for DALO days - skulle hilse jer allesammen", lyder det fra Aaja Chemnitz.
Det skriver BILLED-BLADET.
Det var nok de færreste, der havde regnet med at støde ind i kong Frederiks lillebror i Midtjylland i går. Ikke desto mindre var prins Joachim at finde i MCH Herning Kongrescenter, hvor han var trukket i arbejdstøjet for at deltage i Dansk Industris store, årlige forsvarsdag.
Flytter hjem næste år
Som bekendt krydsede prins Joachim, prinsesse Marie og parrets to børn, grev Henrik og komtesse Athena, Atlanten i sommeren 2023. Her rykkede familien teltpløkkerne til Washington D.C., da prinsen tiltrådte stillingen som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade.
Selvom hverdagen og den faste base nu befinder sig i USA, kræver det prestigefyldte job dog, at han fra tid til anden vender snuden mod fædrelandet for at pleje sine officielle forpligtelser – præcis som det var tilfældet under besøget i Herning.
Det er endnu uvist, hvor mange dage prins Joachim tilbringer i Danmark i denne omgang, inden turen igen går over Atlanten til Marie og børnene.
Prins Joachim og Marie meddelte i starten af året, at de har planer om at flytte tilbage til Danmark i sommeren 2027.

