De kongelige
Tidligere ansatte taler ud: Afslører Andrews klamme hemmelighed i soveværelset
Nu taler tidligere ansatte ud!
Virkeligheden lader ikke til at være gået op for Andrew Mountbatten-Windsor. Selvom storebror, kong Charles, for syv måneder siden resolut fjernede hans kongelige titler, tvinger den vanærede eks-hertug stadig sine ansatte til at bukke og skrabe.
Det er et drastisk fald fra tinderne, skandaleprinsen Andrew i øjeblikket gennemlever. Den storslåede tilværelse i Royal Lodge med hele 30 værelser er skiftet ud med det, der beskrives som en decideret fugtig hytte. Her må han nu lade sig nøje med fem soveværelser på ejendommen Marsh Farm – og tilmed uden sin ekskone, Sarah Ferguson, ved sin side.
Men ifølge Daily Mail nægter han pure at acceptere sin nye, ydmyge status som almindelig borger. Frustrationerne over deroute-livet går i stedet ud over hans blot tre tilbageværende medarbejdere.
Sådan skriver Mirror.
Selvom kong Charles officielt har frataget ham rettighederne, kræver Andrew ifølge britiske medier, at personalet i hans hjem fortsat tiltaler ham som 'Sir' og 'Hertugen'. I en regulær skideballe til staben har han angiveligt gjort det krystalklart, at han fastholder sine medfødte privilegier:
"Indtil de sender en vampyr for at suge hver eneste dråbe af blåt blod ud af mine årer," lød det her.
Holder hårdt fast
At Andrew klamrer sig så desperat til fortiden, overrasker ikke kongehusekspert og forfatter Andrew Lownie. Eksperten, der har fulgt York-familien tæt i årevis, peger på, at forretningsforbindelser i udlandet puster til eks-prinsens stædighed. Magtfulde mænd i Mellemøsten fortæller ham angiveligt, at han skal stå fast på sin kongelige arv.
"Han har ingen fornemmelse for sin egen status undtagen gennem dette, men jeg tror, det er de mellemøstlige magthavere, der stiver ham lidt af," vurderer Lownie.
Hjemme i det britiske kongehus er der dog ikke meget støtte at hente. Andrew har efter sigende et anstrengt forhold til både dronning Camilla og prinsesse Kate, mens kun søskendeparret prins Edward og prinsesse Anne fungerer som hans sidste allierede.
Nedgraderingen i kongehuset har slået ekstremt hårdt, afslører en kilde i Lownies bog:
"Husk på, at det sværeste for hertugen af York ikke var anklagerne om seksuelle krænkelser. Det var at blive frataget sine kongelige titler og miste sin nøglerolle i kongefamilien. Det er han aldrig kommet sig over."
Derfor var han også dybt fornærmet, da kong Charles tilbød at låne ham en kok, en gartner og en rengøringshjælp fra Sandringham på daglejer-basis.
For de ansatte, der slap væk, da Andrew blev smidt ud af Royal Lodge, har skilsmissen formentlig vakt jubel. I årevis har rygterne svirret om en arrogant tyran, der kom med absurde krav og råbte af personalet. Blandt andet berettes det, at han tvang stuepiger til at forcere fire etager for blot at trække hans gardiner fra, mens han selv lå i sengen ved siden af. En anden absurd episode lyder på, at en tv-tekniker blev tilkaldt midt om natten for at lære ham at bruge en fjernbetjening.
Også rengøringen i hans sovegemakker var en prøvelse, fortæller en tidligere ansat i biografien:
"Hans sengevaner som singlemand lod meget tilbage at ønske, og en samling sammenkrøllede, snavsede servietter lå normalt spredt rundt om sengen hver morgen, som personalet skulle samle op, efter de havde redt hans seng."

