De kongelige
Verdens royale valfarter dertil: Dronning Mary og kong Frederiks beslutning vækker opsigt
Mens verdens kongelige kommer, har det danske kongepar valgt at blive hjemme.
Når pave Leo XIV på søndag bliver officielt indsat som overhoved for den katolske kirke, sker det med pomp og pragt på Peterspladsen i hjertet af Vatikanet.
Store dele af den internationale royale elite har meldt deres ankomst – men der vil mangle en vigtig dansk duo i mængden.
Kong Frederik og dronning Mary har ingen officielle forpligtelser i kalenderen den 18. maj, hvilket kunne have åbnet døren for deltagelse i den historiske begivenhed.
Alligevel vælger kongeparret at blive hjemme i Danmark.
Vækker undren
Beslutningen om ikke at deltage i paveindsættelsen kommer blot få uger efter, at dronning Mary repræsenterede det danske kongehus ved pave Frans’ begravelse den 26. april.
Det bekræfter kongehuset over for BILLED-BLADET.
Selvom mange europæiske kongehuse har sat kurs mod Vatikanet, vil det danske fravær uden tvivl vække opsigt. Dannebrog bliver nemlig ikke blandt de royale faner, der vajer ved søndagens højtidelige ceremoni.
Blandt andet vil den britiske prins Edward være til stede som repræsentant for kong Charles, og både Sveriges kronprinsesse Victoria og Hollands dronning Maxima er bekræftet til stede i Vatikanet.
Hvad der ligger bag det danske fravalg, er der ikke oplyst noget om.
Men i en tid, hvor kong Frederik arbejder på at finde sin rolle som ny regent, vækker beslutningen naturligvis opsigt.