Film / TV
Matador forsvinder fra DR: Derfor sker det nu

DR må skuffe de seere der havde forventet at skulle se filmklassikeren hen over sommeren, og afslører nu årsagen.
For mange danskere er der intet som at læne sig tilbage med en klassiker på skærmen, en skål popcorn i hånden og måske lidt godt selskab omkring sig. Men nu må seerne forberede sig på et farvel til en af de mest elskede serier i dansk tv-historie.
DR har nemlig truffet beslutningen om at fjerne det populære drama Matador fra streamingtjenesten 'Gensyn'.
Sådan skriver BILLED-BLADET.
Et klassiker blandt seere
Siden lanceringen af Gensyn i marts sidste år har utallige seere nydt at gense klassikere som 'Krøniken', 'Rejseholdet', 'Huset på Christianshavn' og ikke mindst 'Matador'.
Sidstnævnte har været blandt de mest sete titler og har tryllebundet generationer med uforglemmelige karakterer som Maude Varnæs og Ingeborg Skjern, spillet af Malene Schwartz og Ghita Nørby.
Men nu lakker det altså mod enden – i hvert fald midlertidigt.
DR oplyser, at Matador fjernes fra Gensyn i løbet af juli.
Særlig aftale er årsagen
Den store beslutning skyldes en særlig arkivaftale, DR har indgået med kunstner- og producentorganisationer.
”Arkivaftalen har DR indgået med de organisationer, som repræsenterer de mange tusinde kunstnere og produktionsselskaber, der har bidraget til DR’s udsendelser gennem årene,” lyder det fra DR.
Aftalen regulerer, hvordan ældre programmer må genudsendes og genanvendes på platformen.
Ifølge aftalen må der maksimalt ligge 3000 timers indhold på Gensyn ad gangen, og hvert program må højst være tilgængeligt i 18 måneder.
Når det tidsrum udløber, skal der gå mindst 30 dage, før samme program igen må udbydes.
Her kan du se det igen
Dermed betyder beslutningen ikke et endegyldigt farvel til 'Matador', men snarere en pause. Også 'Huset på Christianshavn' rammes, hvor halvdelen af serien fjernes fra Gensyn i juli.
Hvis du ikke kan undvære Varnæs-familiens drama, gælder det altså om at få set med, inden serien forsvinder i august.