Film / TV
Sæt kryds: TV 2 præsenterer stjernespækket ny serie

Nu kan du godt begynde at glæde dig.
En sølvbryllupsfest, en dybt begravet hemmelighed og et fund, der kan ryste hele nationens selvforståelse. Det er omdrejningspunktet for TV 2’s nye dramasatsning Danefæ, som har premiere søndag den 15. juni på TV 2 og TV 2 Play.
Serien byder på stærke følelser, arkæologisk spænding og en fortælling om, hvad der sker, når en kvinde træder ud af skyggen og ind i sit eget lys. Hovedrollerne indtages af Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen, der spiller ægteparret Ester og Michael Toksvig – et par, der lever med fortiden til daglig, men snart skal konfrontere deres egen.
Ester og Michael bor på en idyllisk landejendom i den naturskønne tunneldal sydvest for Nyborg og gør sig klar til at fejre deres sølvbryllup. Men under den glitrende overflade lurer skævvridninger i deres forhold. Michael er direktør for Nationalmuseet og landets førende arkæolog. Ester arbejder ydmygt på et lille vikingemuseum og har i årevis tilsidesat sine egne ambitioner.
Da hun på selve festdagen får afslag på et vigtigt fondsansøgning, rammes hun dobbelt hårdt, da det viser sig, at det er hendes egen mand, der har forbigået hende til fordel for sin egen udstilling om Harald Blåtand. Et tillidsbrud, der får fatale konsekvenser.
Midt i sorgen over svigtet, gør Ester et sensationelt fund. I stedet for at dele det med Michael, vælger hun at arbejde i hemmelighed. Fundet viser sig at være langt mere end et spændende stykke danefæ – det er en brik i et uopklaret mordmysterie fra vikingetiden, der kan omskrive danmarkshistorien og true Michaels prestigefyldte udstilling.
En særlig fortælling
Spændingerne mellem ægtefællerne vokser, og snart er både kærlighed, karriere og historisk integritet i spil. Ester beslutter sig for at kæmpe – ikke bare for sin opdagelse, men for sin stemme og sit værd. Danefæ er en fortælling om at genopdage sig selv i en verden, der ofte placerer kvinder i baggrunden.
Udover de personlige konflikter bringer serien seeren helt tæt på det arkæologiske arbejde og de spændende spørgsmål, der opstår, når fortidens skeletter graves frem. Serien sætter samtidig spot på klasseskel, magtstrukturer og forskellene mellem land og by i det moderne Danmark.
Udover hovedrollerne spilles vigtige karakterer af blandt andre Birthe Neumann, Jakob Cedergren, Fanny Leander Bornedal, Carl Tange, Petrine Agger, Sara Fanta Traore og Youssef Wayne Hvidtfeldt.
Seriens seks afsnit er skrevet af hovedforfatter Lars K. Andersen og instrueret af Dagur Kári. Optagelserne har fundet sted over hele landet – fra Jelling og Kerteminde til Nationalmuseet i København – og er produceret af Uma Film med støtte fra bl.a. Public Service Puljen, FilmFyn og Nordisk Film & TV Fond.
Danefæ får premiere søndag 15. juni på TV 2 og TV 2 Play.