Film / TV
Silas Holst står bag stjernespækket spillefilm: Inspireret af sin barndom

Silas Holst har i mange år været et velkendt ansigt på dansegulvet og de danske musicalscener. Men nu kaster han sig ud i et helt nyt kapitel i karrieren – denne gang bag kameraet. Til oktober får hans første spillefilm "Jeg tror jeg elsker dig" premiere, og projektet ligger ham særligt nært, da historien er inspireret af hans egen barndom.
"ENDELIG! Det her har jeg godt nok glædet mig til at dele med jer. JEG TROR JEG ELSKER DIG - rammer biograferne d.30.oktober! Min debut film som manuskript forfatter, instruktør og producer," skriver Silas Holst til opslaget på Instagram.
For Silas har det været en drøm at kunne kombinere sine kreative evner med et projekt, der går tæt på noget dybt personligt. "Jeg tror jeg elsker dig" er en film, der tager fat på svære emner som familiekonflikter, vold og den kamp, et barn kæmper for at finde et fristed.
En film om håb og styrke
"Lavet med kærlighed sammen med et hav af Danmarks dygtigste skuespillere. En film om håb og om at finde styrke i modstand!"
Filmen følger drengen Anders, der vokser op i et hjem med en voldelig og manipulerende far. Sammen med sin bror Allan og moderen Lone er Anders fanget i et giftigt og kaotisk familieliv, hvor frygt og uforudsigelighed hersker. Dansen bliver hans redning – en måde at slippe væk fra virkeligheden og finde styrke i sig selv. Lone kæmper imens med at finde det rette tidspunkt at bryde ud af forholdet og redde familien fra farens greb.
På rollelisten finder man blandt andet Silas Holsts eksmand, Johannes Nymark, Laura Drasbæk, Lisbet Dahl, Vicki Berlin, Lise Baastrup og Albert Harson.
Herunder kan du se opslaget fra Silas Holst, hvor du også kan se traileren til filmen: