Film / TV
Slår fast: De ryger ud inden Vild med dans-finalen
Der er tre kvinder og to mænd tilbage i Vild med dans - og oddssætterne hos Danske Spil forudser, at det er mændene, der ryger inden finalen, men: “Det bliver tæt!”
Nedtællingen til finalen i årets Vild med dans er for alvor gået i gang.
“Ja, nu spidser det til. Vi forventer, at niveauet lige bliver skruet en tand op, så det bliver rigtigt interessant at se, hvem af danserne, der kan følge med. Som udgangspunkt er det ikke et problem for de kvindelige deltagere, så vi skal nok kigge hos mændene, for at finde den næste, der skal sendes hjem,” siger oddssætter og ekspert på Vild med dans hos Danske Spil, Mathias Reimer Larsen.
Sådan skriver Danske Spil.
“Alfred Midé Erichsen og Jesper Asholt. Det bliver formentlig en af de to, der må forlade programmet som den næste. Og der må vi bare indrømme, at vi er splittede. Jesper endte sidste fredag i farezonen, selv om han danser betydeligt bedre end Alfred. Men Alfred har til gengæld charmeret Danmark og suger stemmer på den konto. Så igen: Bliver det den bedste danser, eller bliver det den mest populære? Den er svær, den er tæt - men vi har alligevel Jesper Asholt som svag favorit til at ryge ud,” siger Danske Spils oddssætter og fortsætter:
“Og hvis den ene mand ryger denne gang, og den anden ryger om en uge. Så har vi igen, for tredje gang i historien, en ren kvindefinale i Vild med dans: Det er ren girlpower,” siger han.
Hvis en af de to mænd har held med at danse sig uden om at komme i farezonen, så kunne det godt blive Julie Rudbæk, der står for skud, men det tror eksperten fra Danske Spil ikke for alvor på.
“Det handler jo som sagt også i høj grad om, hvor seernes sympati vejer tungest. Og det gør den måske hos Julie Rudbæk, der fik godt med kærlighed fra seerne efter, at hun måtte skifte dansepartner før sidste runde. Og så gør det jo heller ikke noget, at hun med Eugen Mio fik sidste års samlede vinder af Vild med dans med på holdet,” siger Mathias Reimer Larsen.

