Kendte
Adam Price dybt begejstret: Står i spidsen for helt nyt projekt
Den populære DR-serie kommer i helt nyt format.
Den ikoniske DR-serie ‘Borgen’ får nyt liv i en helt ny form.
Det skriver HER & NU.
I efteråret 2025 løfter Sjællands Teater sløret for en musicalversion af den prisvindende politiske dramaserie, der har begejstret seere i Danmark og over 70 andre lande.
En fejring af DR’s jubilæum
Opsætningen er en del af DR’s 100-årsjubilæum og markerer samtidig en verdenspremiere for ‘Borgen’ i musicalformat. Det er egnsteatret i samarbejde med Lion Musicals, der står bag forestillingen, og den bliver opført på Slagelse Teater.
Musicalen vil fokusere på tv-seriens første to sæsoner, som byder på intense politiske spil, magtkampe og personlige dilemmaer.
Martin Lyngbo, der er kendt for sine prisbelønnede teaterproduktioner som DRACULA og INTET, står i spidsen for at omsætte Adam Prices politiske drama til musikdramatik.
“Jeg så ‘Borgen’, da den kom ud, og syntes, den var virkelig god. Stærke karakterer i rædselsfulde dilemmaer – det er godt dramatisk stof,” siger Martin Lyngbo og fremhæver temaerne magt, ansvar, kynisme og kærlighed, som stadig er aktuelle.
En længe ventet opsætning
Adam Price, seriens hovedforfatter, deler sin begejstring for projektet.
“Alle os, der har arbejdet på den originale serie, har været utrolig glade, taknemmelige og stolte over seriens store succes både herhjemme og internationalt. Jeg glæder mig personligt meget til at se fortællingen genopstå som politisk musikdramatik,” siger han og tilføjer:
“Borgen’ har tidligere været dramatiseret på udenlandske scener, men dette bliver første gang, historien kommer til live som musical på dansk jord”
Forestillingen har premiere den 30. oktober 2025, og billetter kan allerede nu købes på Sjællands Teaters hjemmeside.
Det bliver uden tvivl en unik oplevelse for både gamle fans og nye publikummer.