Beatrice: Kræver nuancer i fortællingen om Jørgen Leth

Efter mediernes omfattende hyldest af Jørgen Leth føler Beatrice Magloire Katukus behov for at fortælle om de sider af ham, hun selv oplevede i Haiti

Da Jørgen Leth døde, blev han i dansk presse hyldet som en banebrydende kunstner og kulturstemme.

For Beatrice Magloire Katukus blev hyldesten dog en svær påmindelse om de oplevelser, hun selv havde haft med ham som ung i Haiti.

Hun rejste dertil som 22-årig for at arbejde på det børnehjem, hvorfra hun selv var adopteret, og her blev Leth hendes kontaktperson.

Det skriver SE OG HØR

Da hyldesten ramte en anden virkelighed

Beatrice oplevede, at medierne nærmest ensidigt fokuserede på Leths kunstneriske arv.

For hende var det svært at se den uforbeholdne hyldest, når hun samtidig huskede de sider af hans liv i Haiti, som han selv tidligere havde beskrevet offentligt, men som nu kun fyldte ganske lidt.

“Jeg blev så chokeret over, at medierne kan hylde en mand, der har gjort sådan nogle ting, som han selv har talt og skrevet om,” siger Beatrice, der tilføjer, at følelsen blev stærkest, da hun oplevede hyldesten strække sig over flere uger.

Hun fortæller, at hun under sin tid på Haiti så forhold og møder mellem Leth og unge piger, som ifølge hende bar præg af ulige magtforhold.

Det satte sig hos hende, og hun oplevede det som en side af den populære filmmand, der ikke blev nævnt i eftermælet.

Et ønske om balance og sandhed

For Beatrice handler beslutningen om at stå frem ikke om at hænge en afdød mand ud, men om at tilføje nuancer til en fortælling, hun oplever som skæv.

Hun valgte først at skrive et opslag på sociale medier, hvor hun delte sine erfaringer, og siden har hun fortalt mere detaljeret om den kontekst, hun stod i som ung kvinde.

“Jeg følte, at Jørgen Leth kun blev set fra én side,” siger hun og forklarer, at hun ikke ønsker at skabe konflikt, men at hun mener, at sandheden om et menneske også kan rumme de ubehagelige sider.

Ifølge Beatrice, gav hendes oplevelser på Haiti hende et indblik, som få danskere kender til, og som sjældent bliver adresseret.

Hun understreger, at hendes fortælling hverken skal erstatte hyldesten eller slette hans betydning, men supplere det hele billede, hun selv savnede i tiden efter hans død.

For Beatrice, handler det om modet til at fortælle. Ikke for at dømme, men for at sikre, at der også bliver lyttet til dem, der stod tæt på de sider af virkeligheden, som ikke passer ind i den klassiske fortælling om en national kunstner.